Mor med meget mere

Endelig et ny år

2012-01-02T13:48:00.002+01:00

For 2011 går sgu over i min historie som det næsten værste. Hold kæft hvor har jeg været syg. Og sur over at være syg.
Altså det betyder jo ikke så meget at vi skriver nyt år. Men okay, vi strukturerer vel hele tiden alting, så jo - noget betyder det nok - forhåbentligt.

Så nu bliver 2012 året hvor jeg får styr på balancen. For når det sker, så har jeg efterhånden alle forudsætninger for at leve lykkeligt til mine dages ende...

Julefred

2011-12-29T13:10:00.007+01:00

Vi havde en helt fantastisk jul. Vi var tilpas mange, tilpas julede og tilpas hyggelige. Raja og Sibille holdt den kørende til klokken 00. Og selv ikke en sløj mor og en Sibille der havde kastet op om natten kunne ødelægge julefreden.
Vi var hjemme og havde 4 gæster. Og det var bare det helt rigtige. Vi var hos India i over en time om formiddagen, vi nussede bare rundt og hyggede og legede i vores eget tempo. Og pigerne var trygge og glade. Juleaften ifølge Raja:

Juledagene var der simpelthen for meget knald på. Vi var jo alle småsløje, lidt julejetlagede og sån. Men 3-4-5 dage i træk med julefester er for meget for alle. Den nød skal vi have knækket næste år. Men det er jo svært når man er sådan en hip moderne familie som os, med bedsteforældre der er skilt, gift igen, skilt igen.

Min lille Sibille

2011-12-16T09:10:00.004+01:00

Min lille bitte bitte babyBille har fået tilbudt børnehaveplads! Hun er helt klar. Jeg er ikke. Jeg får brug for en lang indkøring. (Det er Rajas fantastiske børnehave, hende Sibille kommer til at elske det)

Glædelig december

2011-12-05T11:22:00.002+01:00

December er helt særlig. Hygge. Mere hygge. Og endnu mere hygge. Det er vi gode til i vores familie.
Altså man kan jo blive ret så bange for at det hele falder til jorden fordi man havde for høje forventninger. Men indtil videre er det bare skide hyggeligt.

Raske børn

2011-11-28T13:52:00.002+01:00

Mens københavns institutioner er halvtomme på grund af novembersnotfeber, så er mine unger friske som havørne. Og tænk hvor meget jeg engang bekymrede mig om deres sygdom - og dermed vores fremtid... Tak til Anette for tankeigangsættende kommentar!

At bekymre sig om fremtiden

2011-11-24T11:54:00.002+01:00

I det store hele går det fremad for mig. To skridt frem, et tilbage.

Jeg er jo lissom bare et marathon bagud alle jer andre - bilder jeg mig ind.

I går aftes var jeg til netværksmøde om en elev. Sammen med hendes familie, hendes almindelige lærere (en af dem min mor :) og mig. Og på et tidspunkt blev jeg svimmel og bordet vi sad ved kørte rundt som en karrusel. Mødet gik skide godt. Vi fik lagt en god plan, til stor lettelse for pigen, hendes familie og os selv. (Har jeg mon nogensinde nævnt hvor meget jeg bøjer mig i støvet for mine elever? At komme til et nyt land i den allersværeste tid i et menneskes liv, og så gå til udfordringen med krum ryg? Godt det ikke er mig!).
Mødet var godt, alt var godt. Ingen opdagede at bordet snurrede, andet end mig. Er I klar over hvor meget man skal kaste op, når et bord snurrer rundt? Og hvor svært det er at skjule, til et vigtigt møde? Pis mig i øjet...

Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om min fremtidige arbejdssituation. Om min evne til at være en rigtig mor - uden fysiske begrænsninger i denne kaliber. Om vores fremtidige økonomi, hvis jeg ikke kan arbejde (nok). Eller ikke få arbejde (nok). Og jeg er pisse bange for at få nederlag, i form af at begynde på noget jeg ikke kan gennemføre. Et job fx. Det er nemlig noget af det jeg er aller aller dårligst til. At måtte give op...

Og så mærker jeg en spirende bitterhed. Over at det her skulle ramme mig. Og det selvom jeg ved at bitterhed aldrig har gjort nogensomhelst noget som helst godt.

Rajas usynlige storesøster

2011-11-18T22:58:00.002+01:00

India er begyndt at komme på besøg. Hun er omkring 30 cm. stor. Hun har hvide øjne fordi hun har set himlen. Hun har vinger, og langt sort hår i en fletning. Og hun er den eneste der må kysse Raja. For hun kan kun li' englekys. Ikke mor kys.
Sibille kan ikke se hende. For hun er en splejs. Kun Raja. Og Raja er smukkest...

Jeg har lidt svært ved at finde grimassen...

7 speciallæger og 3 diagnoser senere

2011-10-27T11:29:00.004+02:00

Sidste mandag var jeg på Hamlet. De har en svimmelhedsklinik. Og jeg har kendt til den gennem hele forløbet, men har bestemt ikke haft lyst til at smide 7000 kr. efter et usolidarisk privathospital. Men sådan blev det alligevel, jeg fik besøget foræret i "gave", hvor heldig kan man være?!
Lægen, der er en meget svimmel-klog mand (der burde fedte tilbage i det offentlige, så alle kan få gavn af ham), var ikke i tvivl om min situation. Jeg fik lavet en omfattende undersøgelse på 2-3 timer. Og jeg blev diagnostiseret med vestibulær migræne. Diagnosen er definitiv, hvilket betyder at jeg opfylder alle kriterier og ligger lige i midten af diagnosen.
Jeg fik en artikel om sygdommen, og det var som at læse om mit fårking liv. Diagnosen er åbenbart meget anerkendt i USA, men ikke ret udbredt i Danmark. Men jøsses for en lettelse at kunne sætte en betegnelse på min årelange tømmermænd!
Behandlingen er i første omgang en ret omfattende migrænediæt. Herefter medicinering, hvis diæten ikke hjælper.
Det er uden problemer at følge diæten. Lidt ligesom da jeg stoppede med at ryge da jeg blev gravid. Der er jo ikke nogen vej uden om.
Han "skulle nok få styr på mig", jeg skal bare lige overbevises. Jeg har fandme næsten vænnet mig til at være dårlig. Det er da langt ude!?

Jeg har været helt i kulkælderen siden sommerferien. Og september brugte jeg ret meget på at tude. Jeg holdt ikke til det mere. Ikke at vide hvad imorgen bragte af bræk, svimlen eller okayhed. Og ikke at kunne sætte det i nogen former for rammer. Det har været, og er stadig pisse hårdt.
Nu er rammen på plads. Og jeg fornemmer en spirrende tro på en helt almindelig hverdag engang derude i fremtiden!? Tror det er både diagnosen og lykkepillerne der begynder at virke...
Det er hverken lange rejser, store huse, biler eller stormende karrierere jeg drømmer om. Det er en hel stille og rolig og almindelig hverdag jeg drømmer om. Hvor jeg ikke kvalmer, svimler eller har smerter i hoved og øre. Bare har det fint. Bare fint, er fint nok.

I dag da jeg afleverede Sibille (hvilket kun sker når jeg er okay) hørte jeg hende fortælle pædagogen at jeg er syg. Som det mest naturlige i verden. Ligesom Raja har sagt til sin Lene at "Line er syg, så hun må ikke spise burger". Alle de der bekymringer om hvordan de bliver påvirket. De er jo mine, ikke deres. Jeg tror faktisk at de er okay. Så længe vi fortæller dem at det er okay...

De er fandme så dejlige de to... Jeg er vild med dem.

Jeg er endnu engang en stolt mor

2011-10-23T11:58:00.000+02:00

INDIA

Så lang tid siden, den lille India...

2011-10-15T23:20:00.003+02:00

I sidste weekend var Thor på kursus for frivillige i Landsforeningen Spædbarnsdød. Han vil gerne være med til at løfte en vigtig opgave. Og jeg syntes det er sejt. Og hvor var jeg glad for den forening, dengang India døde.

Men hvor er det hele også så utrolig langt væk for mig. Jeg kan ikke mærke hende mere. Jeg kan ikke smage sorgen i munden, heller ikke når en af de levende får sagt noget Indiask, jeg ser en film om døde børn eller jeg lugter til hendes dyne.
Jeg har endnu ikke prøvet at have mistet orienteringen til hende så længe før.
Lidt klichesk, så er der noget andet der fylder. Men jeg tror ikke bare det er det. Jeg tror hun er ved at få en ny plads i mit liv. En plads hvor jeg skal genkalde hende, det (nærværet) og den (sorgen). Jeg er den der skal være den aktive, hive hende frem for gemmerne. Og spørgsmålet er hvor ofte jeg er modig. Eller hvor meget jeg vil putte mig i at hun ikke længere selv titter frem.
Hun er kun alt det dejlige, når jeg også lader hende være alt det døde.

Til kulturnatten kom en kvinde hen til mig og spurgte om jeg var mig. Hun var hende, og hendes stemme kunne jeg kende. Den var den rolige stemme. Livlinen når jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gøre af ordene. Hun var min rådgiver i foreningen Spædbarnsdød, for 5 år siden. Endelig fik jeg givet hende et kram, og sagt hende tak. Og til spørgsmålet om hvordan vi havde det... Vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle svare - for det var vel spurgt i India-perspektivet. Og det perspektiv har jeg ikke set det hele i, i rigtig rigtig lang tid.

Lang tid siden

2011-10-09T17:32:00.003+02:00

Egentlig er der sket en del. Endnu en kontrolskanning af hovedet mit, fordi der alligevel havde været en lille dims på den første skanning. Den var heldigvis bare en ubetydelig og uforklarlig dims. I venstre tindingelap, centeret for at finde rundt - hvilket jo betyder at jeg har en lille "skade" der, og derfor virkelig fortjener en Iphone med GPS i julegave...

Nå, men svaret kom et par dage efter valget. Lettelsernes dage. Og hvordan har jeg det så nu? Jeg har det sgu ikke så godt. Stadig skidt, ind imellem. Og når jeg ikke er skidt, så er jeg pisse frustreret over uforudsigeligheden i min tilstand. Frustrationen bliver også ind imellem til tristhed og kedafdethed. Jeg savner at kunne deltage, og jeg savner at have det godt. Ikke at kravle gennem dagen, men bare have det fint.

Og det er bare ikke blogtid for mig i øjeblikket... Sådan er det jo bare. Alligevel er det svært at lukke den ned. For jeg ved selv hvor dejligt det er at følge med i de andres liv, når nu hverdagen suser derudaf og man jo bare ikke får drukket de der kopper the sammen, som man aftalte for 1½ år siden...

Pigerne mine er så skide dejlige. Billederne er fra 1. og 2. oktober, hvor crazy, hva...

VALGKAMP

2011-08-26T14:16:00.003+02:00

På barsel igen

2011-08-26T09:05:00.001+02:00

Altså hvis man ser bort fra alt det vi ikke når. Og burde. Så er det jo fandme som at få foræret 3 ugers ekstra barsel. Hold kæft det er hyggeligt at hænge ud med Raja hele dagen!
Hun kan nu støtte på tæerne, og hævelsen er faldet. Og i weekenden skal vi selv rense såret, for hospitalet er lukket. Adr...
Jeg er totalt paf over så omskifteligt sådan et barn er. Det lader ikke til at være noget problem for hende at en del af kroppen er i udu. Hun kompenserer bare. Børn er seje!

Stakkels Raja

2011-08-22T15:05:00.003+02:00

Og torske dumme mor...
Ingen skærm. Raja i cykelsæde. Fod i hjul. Av av av. Skadestue. Forstuvet mm. Ulækkert mere. Heldigvis en læge i nærheden af der hvor det skete. Line har kulsort samvittighed. Rajas første cola. Frit valg på alle BRs hylder. Faktisk første gang i BR. Skrevet i synopsform, for jeg har travlt.
Hygge, film og guffe. Alt hvad hun vil have. Masser panodil. Mor med kulsort samvitighed. Glad Raja, tapper. Kravler rundt og "kan selv". Sejt nok, bekymret mor. Skema for ugen med alt det sjove man kan i en klapvogn eller kravlende. Zoo. Biograf. Dukketeater.

Sibille og Thor finder en frø til hende i kolonihaven. Den hedder baby Freja Frø. Den kommer med hjem til hende. Den skal slippes løs igen i morgen. Hun er glad, meget glad.

Ups. Far skal skifte vandet. Freja har lavet lort. Far mærker ikke efter. Vandet er varmt.

Baby Freja ser mærkelig ud. Bobler.

Den er død. Raja er meget ked. Græder mere end da foden kom i klemme. Raja er i sorg. Virkelig.

Frø begravet hos India. Død er for altid. "Men hun kan jo få en ny lissom vi fik hende da India døde". Pas. En is hjælper lidt. Torskedumme Thor. Og stakkels Raja.

Rajas tjans

2011-08-16T23:03:00.003+02:00

Raja er begyndt gerne at ville hjælpe til. Det er sådan cirka de ord hun selv bruger. Så hendes tjans er blevet borddækning. Og hun har en fetish for bordpynt. Her er blevet lidt festligere til måltiderne på det sidste.
Og så glemmer hun næsten hver dag én!?
Men det er vigtigt ikke at dræbe hendes hjælpsomhed, ja det er så...

Raja er begy

Dumme myg...

2011-08-10T20:40:00.003+02:00

På sådan en ferie

2011-08-02T22:39:00.002+02:00

Nok har vores ferie været skod. Men hold da fest hvor mine unger rykker sig når vi tilbringer al vores tid sammen. Eller næsten. For Raja har været sammenlagt 8 dage med sin flyvende mormor. Fordelt på 3 omgange i hendes 4½ uges lange ferie. Det er sådan noget jeg kan syntes er alt for meget, men også alt for nødvendigt...

Nå men, Raja er blevet så sej til at forstå ordet nej, stop og lad vær... Og det selvom hun får dem af vide i overflod, fordi hende og Sibille jo leger. Hele tiden. Voldsomt. Og hele tiden.
En frø i et akvarium blev nøglen. Der er skruet gevaldigt ned for konflikterne og op for samværet, eller var det ikke omvendt?!

Sibille har smidt bleen. Og middagsluren. Det er fabelagtigt!

Min far fik gode svar på sin skanning. Det er i allerhøjeste grad fabelagtigt. Så har han kun lidt kræft...

Lorte sommerferie

2011-07-27T12:51:00.003+02:00

Denne her ferie, er det man kalder en lorteferie... Det virker åndssvagt at remse op, fordi det på en aller anden måde skaber en sammenligning/sammenholdning af begivenheder og omstændigheder.
Men altså...; Ferien blev skudt igang med et 12tal til en eksamen jeg som sædvanligt havde frygtet jeg ville dumpe (og det giver jo i sig selv et perspektiv på det hele; nogen er gode til at frygte det værste).
Da havde jeg været moderen der var i sin egen verden længe, og jeg så denne ferie som den mest kærkomne længe. Dagen før min eksamen begyndte jeg at få rigtig ondt i mit øre igen. Det blev langsomt værre og værre, og for 1½ uge siden begyndte jeg at svimle slemt igen. Det har slået mig ud i to forstande. Slået mig fysisk ud, og sofaen er min bedste ven. Men absolut også slået mig mentalt ud. Det er 8½ måned siden det hele startede. Som lyn bla. bla. bla. Jeg har på intet tidspunkt siden følt mig helt rask.
Jeg kunne efterhånden mange ting, men bestemt også mange ting jeg kunne. Men at det gik fremad betød at jeg kunne se en ende på det, og jeg kunne mere og mere. Dette tilbagefald er så nedslående.
Møgferie. Med Thor og pigerne på tur. Mig på sofaen. Og nej, jeg nyder slet slet ikke sofaen. Jeg ville nyde at være med på legeplads i Valbyparken en million gange mere...
Jeg kan mærke, at mens jeg ligger på sofaen, så indhenter alle tankerne, om alle mine begrænsninger mig. Og alle tankerne om alt det jeg ikke er for andre, især Thor og mine børn. Jeg bliver så ked. Og jeg syntes at jeg er ramt af meget... Men er også godt klar over, at alting ser sortere ud fra min sofa. Selvom min udsigt er til den dejligste familie. Der på alle mulige måder rummer mig, også mens jeg ligger og hvaler den på sofaen.

For et par uger siden fik min far konstateret prostatakræft. En hyppig og forholdsvis "fredelig" kræftform. Bare ikke hans type, for den er middel-aggressiv. Hvad det betyder får vi snart svar på. Vi krydser alt, mens jeg - lige nu fra sofaen - prøver at støtte ham. Så godt jeg kan.
Det er svært at se sin far være så bange. Lidt som at høre "de voksne kan også være bange" for første gang. Jeg holder fast I at han løb maraton for to måneder siden, og selv den mest stædige og determinerede 57årige mand kan nok næppe løbe maraton med metastaser i rygsøjlen!

Og så et dødsfald i den perifere familie. En gammel mand. Men en skøn gammel mand...

Og så alt det der betyder meget for stemning og nemning, men som jo egentlig ikke kan tilskrives direkte forbindelse til os... Som ville være lidt patetisk at remse op i sammenhæng med ovenstående... Også fordi at nogen så kunne få fornemmelsen af at den er gået helt i egosort for Linen... Møgferie...

Mens vi venter på solen...:

Summertime

2011-07-18T00:05:00.002+02:00

Vi har ferie. I tre uger. Vi hænger ud i hytten og her og der. Og det er så nydeligt.
Sibille bliver så stor. Hver dag undres jeg, hvor blev min baby af? Det er lidt sværere at tage "afsked" med denne baby, for der kommer ikke flere herfra. Det er jeg ret så sikker på.
Imorgen tager Sibille og Raja i sommerhus med mormor og bedstefar. Og for første gang i næsten 4½ år skal vi prøve at være alene i et døgn. Vi skal i biffen. Til den sene forestilling. Og så skal vi bare være alene hjemme. Jeg forestiller mig at vi får den samme følelse som man havde når ens forældre var væk da man var ung teenager...

Vi hygger. Helt vildt. I regnvejret og i solen. Og vejret virker bare bedre når man er i godt selskab i en hytte.

Raja er SÅ fire år. Vi har nogle ture hvor jeg reagerer som jeg aldrig havde troet - hun ligeså. Den lille skid kvitterer ofte med; "jeg gør det aldrig", eller "fandme nej"... Og jeg blir sån lidt; "What??!!??" og "AHHHHRRRRGGGHHHH"...
Det er helt klart et fokusområde i ferien, at få alle mand til at gi den lidt mere giraf og lidt mindre tiger... Er virkelig spændt på om det lykkedes inden hun bliver 6 - og Sibille så overtager stafetten! Jøsses...

- Og nåhr ja - så er Raja Lys ved at foretage et human experiment... Hun skal se om man kan overleve som menneske på hvidt brød, hvid pasta og sukker!?! - Og nåhr ja, rose-fuldkornspastaer (som ER løver!) går også an - men ikke giraffer og elefanter, fra PRÆCIS samme pose. Jøsses...

Ferieidyl!? - Det findes ikke, det er kun noget der findes på film. I den virkelige verden, der er vi hele mennesker der både skider og bruger 3 kvarter på at diskutere om det er en rose eller en løve pasta...

Indias fødselsdag

2011-07-09T11:02:00.010+02:00

For to uger siden ville India være blevet 5 år. Dagen krøb på ingen måder ind under huden på mig. Det gjorde mig både lidt trist, overrasket og lettet.

- Overrasket fordi det jo ikke er blevet en millimeter mindre trist at hun er død...

- Trist fordi at sorgen og kærligheden vel er forbundet, og hvis sorgen ikke viser sig så ofte længere?!
Og fordi at det at have India tæt på har gjort mig trist tidligere - og glad... Og nu, er hun der tæt på på en ny både, eller er hun fløjet længere væk?

- Lettet for at det jeg havde brug for den dag, var en fridag med min familie og dejlige venner. Jeg havde læst i døgndrift i ugevis og jeg trængte til en dag hvor litteraturhistorie og begynderlæsning var ligegyldigt, men samvær, glæde og grin var vigtigt...
Og så fordi jeg elsker kontrol - og jeg hader når India tager røven på mig hver sommer...

I den blå kuffert står der ved udgangen; Livet er det bedste eventyr... Det ved jeg ikke om jeg er enig i. Men ihvertfald blev Indias dag helt rigtig. Fordi den blev fyldt med latter, hygge, glæde og kys... Fra alle dem der fulgte efter hende, og mange af dem der er fulgt med os hele vejen...

Fra den øverste af luftgyngerne sendte Raja, Carl og Carlo (og Thor) en hilsen til himmels... Og de fik så også lige fortalt hele den lettere chokerede kø om deres ærinde... Ahr men, det er sgu da også sært, hun skulle jo hellere bare have været med... - Men det var hun altså på en måde også...

Det er svært at få et gruppebillede i kassen af mange voksne og en håndfuld 1-5årige, levende som døde...

Det var noget nær den perfekte dag, selvom hovedpersonen er dø. Det er jo vilkåret, og derfra tager vi vores udgangspunkt. Det har bundfældet sig, et sted hvor det blev det - der var det...

På sådan en helt almindelig fredag

2011-07-08T20:37:00.002+02:00

Hvor resten af Danmarks børnefamilier ser disney-sjov, men vi er de nederen forældre der ikke har TV... Så er vi nødt til at lave det sjov vi selv vil have...

Jeg har masser på hjertet... Men ikke så meget jeg vil ud med lige nu... Men ferietiden nærmer sig, og jeg scorede tip top til eksamen igen sidste uge, og vi hænger ud i hytten når det ikke regner for meget...

Præstationsangst

2011-06-23T11:56:00.003+02:00

Ikke for min linifagseksamen i dansk på mandag (gud forbyde at jeg trækker lyrik).

Men fordi min søster har bedt mig om at skrive "wild child" - som skabelon til den tatoovering hun skal have lavet i morgen... 5 år efter det lille pige fik sunget wild child til farvel...

33 år tilsammen

2011-06-23T11:55:00.002+02:00

Nogle billeder siger det hele...

2011-06-23T11:53:00.002+02:00

Helt vildt sprød

2011-06-21T22:44:00.002+02:00

Imorgen bliver Sibille 2 år. Hun er så stor. Og det sætter altid gang i en masse i mig at mine piger har fødselsdag. Sibilles lille liv har varet i to år, og egentlig er de to år fuld af dårlige minder. Ja, sådan er det sgu altså. Men hun er og bliver min lille lykkepille. Næsten altid smilende. Og får næsten altid mig til at smile. Hun har været den allerbedste medicin ovenpå al den sygdom og bummelum...

Mit madøre og min grinebidder

2011-06-19T13:59:00.004+02:00

... Og livet som studerende mor - og far...

Hjernenyt

2011-06-16T21:07:00.001+02:00

Skanningen så fin ud. Puha!
Jeg er meget lettet. Men selvfølgelig stadig vildt frustreret over hvad der så er los...

Sommer i hytten

2011-06-13T22:37:00.003+02:00

Elsker sgu bar den hytte!

Og Raja har lært at cykle. Og rulle med maven. Og Sibille er blevet næsten renlig. Hvis man altså kalder det for det, at hun har lært at gå ud på græsset og tage underbukserne af. Thor har fået sommerferie. Og jeg har genoptaget guitarspilleriet. Sibille syntes jeg er både smuk og dygtig til at spille guitar.
Elsker sgu bare sommer i hytten og glade børn...

Og i fredags så vi os selv på kæmpe skærm da Anita Hopland blev færdig som dokumentarinstruktør. Hatten af skønne dame.

Og jeg er for træt til at skrive en masse om det der egentlig rigtig er mig på sinde idag. Nemlig børnefnidder. Hvem er ude og hvem er inde. Og hvor meget skal forældrene blande sig? Og hvad sker der lige når nogens forældre har hands on og nogle helt off... Junglelov eller mors trygge favn. Og hvor meget kan man stille op, hvis kulturen er en anden. Jeg tygger videre, på hvor helt vildt forskelligt forældre kan tro og tænke...

Statusski

2011-06-09T12:25:00.002+02:00

Ikke så meget blog for tiden. Heller ikke nok effektiv eksamenslæsning. Sådan er det nok bare at være mig.

Idag blev mit hoved skannet. De får et chok over hvor klog hjernen indeni er. Og det er forhåbentlig det eneste der overrasker. Jeg følger denne teknik for ikke at blive skør i ventetiden: total afledning. Jeg er så heldig at en vis hende sidder med journalerne, så jeg håber på lidt hurtigt svar...

Sibille er startet i vuggestue. Det kunne simpelthen ikke fungere for os med 25 timer om ugen på meget faste tidspunkter. Vi er jo ikke verdens bedste til struktur og skemaer. Men hende Sibille er jo bare et gladt æg. Og nej, vi giver hende ikke lykkepiller, hun griner bare af alting... Også af indkøring.

Vi er rigtig meget i hytten. Vi spiser rigtig mange is. Og vi laver rigtig mange bål. Det er hygge hygge.

Jeg har ventet længe på denne tid. Tiden hvor man har tid til sig selv. Sine børn. Og endda en lille smule overskud. Tænk, forleden weekend tog jeg mig selv i at kede mig lidt!? Det betyder jo ihvertfald at jeg ikke fiser rundt som en stukket gris hele tiden. Fedt nok.

(Lad os håbe at) ALT ER VEL...

Mine pir' på fir'

2011-05-29T15:44:00.003+02:00

Om Raja var blevet født i april 2007 hvis India var blevet født levende i juni 2006, ved jeg ikke. Det vil jeg slet slet ikke tænke på. Altså at jeg kunne ikke-have-haft Raja.
Men var de begge hos mig, ville jeg lige nu have to døtre på fire år. Der ikke er tvillinger. Og den regnede Raja også lige ud forleden.
Trippet nok...

Ojs kreablogs ojs

2011-05-24T10:40:00.002+02:00

Mens jeg sidder her og er lidt for lidt effektiv med en eksamen der sgu bare slet ikke fanger mig som de andre har gjort... Så har jeg opdaget koncept kreablogs. Ojs, sikke dygtige mennesker der findes derude. Og de må også have en hemmelig opskrift på overskud allesammen, for de har jo også børn og jobs!? Ojs...

Under mørket

2011-05-19T11:24:00.002+02:00

Min veninde kom forbi med hendes afgangsfilm "Under mørket" som vi er med i. Vi så den, og den er så smuk. På ingen måder en klassisk dokumentarfilm. Men det ville bestemt heller ikke ligne hende at lave noget som helst mainstreamet. Rebelsk er den heller ikke. Bare Anitask.

Jeg er glad for at vi valgte at være med. Selvom jeg syntes at hende den stakkels døde pige er blevet lige lovligt eksponeret efterhånden. Men jeg er glad fordi...
Anitas historie om India er slet ikke min. Og det er livsbekræftende at Indias historie bliver en andens fortælling. Det er vel i grunden hele summen af minder. Hun lever videre i dem. Og ikke kun vi har patent på den. India er i mange afskygninger. Nu også i Anitas fortælling om det der er under mørket...

Trippet er det også at vi skal betræde vores første røde løber i juni. Og på vores måske femte date på fem år... Wup wup...

Lang vej

2011-05-09T22:26:00.002+02:00

Idag tog det mig 55 minutter at komme på arbejde. Fra Nørrebro til Vesterbro. For først mødte jeg Valther, så Simon. Så Stine med lille Emma og Noah. Og så Fransica og hendes mand som jeg ikke ved hvad hedder. Og vi havde jo rigtig meget at tale om...
Så jeg kom for sent. Men jeg var altså taget afsted i god tid hjemmefra...
Og jeg må altså snart lære at komme til tiden!

For fire år siden

2011-04-28T15:39:00.003+02:00

På lørdag er det fire år siden at jeg blev mor til Raja Lys. Hun er mit første levende barn, og hun gør mig glad hver eneste dag. Og gal i skralden, næsten også hver eneste dag.

Hold kæft hvor var jeg lykkelig, den dag for 4 år siden da hun lå der, sprællevende... Og var levende.

Livet som børnefamilie bliver ikke bare lykkeligt hele tiden, som følge af liv. Jeg tænker at det var forventningen, fordi at det måtte være kontrasten til det døde. Til tomheden og sorgen. Men at være mor til sprællevende Raja Lys, er mangfoldigt. Det er både hårdt, råddent, angstfremkaldende, livligt, fantastisk, morsomt og benhårdt. Men lykkeligt, det er det sgu også...

Foråret blev sprunget over

2011-04-22T00:19:00.003+02:00

Og vi sprang lige til sommeren. Vi har nydt det i hytten. Nu er Thor i Sverige med pigerne, mens jeg skriver opgave. Og nyder roen. Jeg har efter lidt tilvænning lært at sætte pris på roen, uden at have den mindste snert af dårlig samvittighed. Jeg skylder mig selv ro og fordybelse. Det er et behov, og det kan lade sig gøre, so be it...

Sibille er ikke spor skræmt eller forskrækket efter sidste uges fald. Dagen efter mit indlæg her på bloggen, hørte jeg alarm ordene fra stuen, da jeg var ude i køkkenet "se miiiig", og oppe på Onkel Godtfreds skab var den lille fis. Hun er så vild. Vild og sej. Og lidt udmattende at være forælder til.
Af sind ligner Raja mig. Men det nederste billede af Sibille i hyggehulen, kunne være mig som 1½ årig.

Håber alle har en fabelagtig påske...

Mon det gør mest ondt på hende eller mig?

2011-04-14T22:24:00.003+02:00

I går kom jeg hjem fra arbejde, til to meget kede piger. Jeg havde taget mig gooooooo' tid på vejen, og købte 11 kjoler og 6 nederdele i Børnestafetten.

På vej hjem fra børnehaven var Sibille kommet mega (ifølge mig) ret (ifølge Thor) meget slemt til skade. Raja og Sibille løber tit med hinanden i hånden. Det er sån en ting de har. De bliver glade og løber. Og er glade. Vi prøver lissom at hjælpe dem til at gå istedet, for Raja kan ikke styre at Sibille ikke løber ligeså stærkt som hende, og Sibille tror hun er mange år og super Sibille. Og så er hun ret mega (ifølge os begge) fuld af krudt og frygtløs...
Nå, men igår løb de, Sibille snubler/bliver hevet af Raja der er hurtigere på benene. Med hovedet først hen af asfalten og Raja lige ovenpå.
Og jeg tror Raja græd højest da hun så alt blodet i Sibilles hovede... Og Sibille slog sig. Og desværre også hendes små tænder. Nøj manner. Så fik vi også prøvet tandlægevagten. Og den lille trold der hun har satme fået sig skrammer. Og nok et par "døde" tænder. Og ihvertfald en løs.
Og NØJ mand. Jeg tror helt fysisk at jeg havde ligeså ondt som hende. Av av av...
Der skal ikke gøres så meget, men hun skal spise flydende og blødt i et stykke tid. Men then again, hun lever jo i forvejen af the med mælk, så det klarer hun nok.

Og lille Raja der bare er så omsorgsfuld men jo godt ved at en del af det der skete var, at hun løb lidt hurtigere end Sibille, det er helt tydeligt at det tynger hende det der er sket.

I dag var vi hos egen læge for at få kigget på de andre skrammer og for at få en ekstra stivkrampe. Og selvom det lige er sket, så har det rykket noget i den lille Sibille, ihverfald or en stund. Det er nok en blanding af forskrækkelsen og så at det gør ondt ikke mindst i tænderne, men hun vil hele tiden sidde på arm. Sidde stille og se Kaj, med os lige i nærheden. Hun er stille. Mut, og der er ikke så meget fis og ballade...

Der gik virkeligheden lige op for hende; nok frygtløs, men ikke usårlig. Jeg håber hun snart glemmer virkeligheden igen og forbliver sit frygtløse og barnlige Sibille. Se det paranoide og ængstlige holder jeg helst for mig selv...

Vinterens epilog

2011-04-12T21:51:00.002+02:00

Vinteren 2010/2011, blev vinteren der tog røven på os. Om det er svampen der fik sparket, afskaffelsen af sukkerpolitikken, at ingen går i Nørrebrosk vuggestue eller en opdosering af astmamedicinen, det ved jeg ikke. Men ihvertfald har denne vinter været uden noget nævneværdig sygdom hos pigerne.
Det er jo et HELT andet liv. Det er jo ligefrem et liv!

Jeg tænker tilbage på sidste vinter, hvor usikkerheden om imorgen lurede. Hvor hverdagslivet blev opgivet til fordel for at passe syge pus, eller pleje bare lidt af søvnunderskudet. Hvor hver anden pande og lille krop var febervarm hele tiden. Hvor vi sejlede i bræk. Og slet slet ikke fik den søvn der var nødvendig for at hænge sammen.
Jeg huske tågerne, og følelsen af ikke på noget som helst tidspunkt at være ovenpå. Jeg husker det som overlevelse og rigtig mange tårer. Og et par enkelte smadrede tallerkener og tævede dyner.

Nu er det ved at være forår. Forleden var der 20 grader i haven i kolonihaven. Solsejlet måtte op. Og det var helt mærkeligt at strålerne ikke skulle lade os op, men bare nydes...

Vel har de haft skoldkopper, været snottede, kastet lidt op og været på Hvidovre og haft et par urolige nætter. Men intet ud over det sædvanlige. Men meget under vores sædvanlige.

Og til alle dem der kan nikke genkendende til alt det jeg skrev jeg huskede om sidste vinter, jeg håber I kan sige det samme næste april... Det bliver åbenbart bedre, selvom det slet slet ikke føles ladesiggørligt når den ene virus afløser den anden, og man som forældre ser helt hjælpeløst til - eller selv ligger sig med samme snotpest i ren og skær udmattelse og sympati...

Tilgengæld har Thor haft travlt, mens jeg har svimlet... Men helt ærligt, ser jeg sgu hellere mig selv ligge og pigerne tulle... Men jeg er også i bedring... Tror faktisk snart jeg kan erklære os på den anden side af duo-småbørns-cirkuset...

Og på den anden side ventede små piger der diskuterer som 13 årige. Og virkelig mener det er en menneskeret at se en disneyfilm om dagen. For slet ikke at tale om mishandlingsgraden af IKKE at give sine børn en kanin. Og en både gul, blå og rød Belle kjole. Og alle dinosaurfigurer. I ægte størrelse...

Så søde er de

2011-04-06T23:57:00.002+02:00

Og fulde af børneorm. Yarks. Det moderne familieliv er fuld af finurligheder...

Det forsømte forår

2011-04-06T12:05:00.003+02:00

Jeg holder kurser for 9. og 10. klasse i eksamensforberedelse i øjeblikket. Og hver gang så taler og spørger eleverne i timevis om eksamensform, indhold, forløb. Igen og igen og igen. "kan det ske at", "hvad gør vi hvis", "Line tror du...".
Der går nærmest halvdelen af tiden hver gang med at tale om koncept eksamen, og indholdet og fagligheden fylder meget lidt i sammenligning.

Min morfar har fortalt at han stadig (85 år gammel) kan vågne op badet i sved, med mareridt om at han er på vej til eksamen og ikke har fået læst det om Christian 4.

Jeg skal til eksamen om tre måneder, og jeg kan allerede ikke følge med i Mad Men, fordi eksamen kører i døgndrift deroppe..

En engelsk undersøgelse viser at selv mellemtrins-elever når op på et niveau af sundhedsskadelig stress i månederne op til eksamnerne.
En anden undersøgelse viser at man glemmer det hele igen når man læser op så intensivt i en periode.

Det må sgu da kunne gøres på en smartere møde. Hvor form ikke overskygger indhold. (Og det er jo simpelthen for mange forsømte forårsmåneder i et liv - især når man er evighedsstuderende som mig ;O)

Jeg ved bare det hele kunne gøres bedre... Nogle gange tror jeg bare at noget har været så længe så man ikke rykker på det, bare fordi det har alder... Og der er lige lidt til adspredelse af tankerne om læseteorier hos mig selv...

Og fordi jeg ikke har så meget bloggende på hjertet i øjeblikket. Så stå den på tankespindsk brok. Yeahr...

Hvad har jeg dog gjort?

2011-04-03T21:43:00.001+02:00

Jeg har da helt fårked det her lay out op.. Er der en kyndig der kan sende mig en mail og fortælle mig hvad jeg dog har lave/skal gøre for at få det til at gå i gendu?

Endnu en weekend er gået

2011-04-03T21:20:00.003+02:00

Vi har været sammen med dejlige venner. Og set en (disney)film eller tre. Og har sat gang i forkultiveringen. Og så har jeg fået indkaldelse til neurologisk ambulatorium. Og det brev gjorde mig sgu bare nervøs. Faktisk er jeg for første gang i hele forløbet med hovd i udu, begyndt at blive lidt nervøs. Har hele tiden været det over hvordag vores situation nu og her skulle flaske sig. Men er det faktisk også lidt for om noget slemt kan være galt. Håber det ikke. Jeg tænker at så ondt kan universet ikke være... Ehm, hvorfor er det jeg skriver bare en stor og lang smøre? Hvor bliver mine linieskift osv. af?

Jeg elsker at bo i byen

2011-03-31T18:18:00.003+02:00

Vi har fundet vores helt rigtige hjem. Med base på Nørrebro om vinteren og i kolonihaven om sommeren. Jeg elsker København. Jeg elsker Nørrebro. Og om sommeren elsker jeg markerne omkring hytten. Men der er en ting jeg har rigtigt svært ved at æde ved København (og er ikke sikker på at det er særligt meget bedre andre steder). Og det er den udhuling der har været af institutionerne. Der er ikke hænder nok. Der er ikke ressourcer nok. Der er simpelthen ikke nok. Pædagogerne i Rajas institution kæmper en brav og modig kamp for at gøre et hæderligt stykke pædagogisk arbejde med de midler der er. Men der er ikke nok. I Rajas vuggestue blev vi bedt om at give hende underbukser på ud over bleen, for den faldt ned fordi den ellers var for tung (der var masseskiftning senere på dagen). Det er os forældre der i høj grad forsyner institutionerne med legetøj (og eftersom der er stor forskel på forældrekapacitet i de forskellige institutioner tør jeg slet ikke tænke på hvad andre institutioner må nøjes med). Jeg hører dagligt om totalt urimlige forhold i især vuggestuerne. Pladsmangel og mangel på hænder til det mest basale. En undersøgelse der blev henvist til i Deadline for noget tid siden beskrev som eksempel at en lille dreng på 1½ havde været uden voksenkontakt i 5 kvarter, selvom han "virkede pyldret og trist". Jeg er selv indenfor det pædagogiske fag og ved at ingen (eller ihvertfal meget meget få) uddanner sig til pædagoger eller lærere med mindre de har en grundlæggende lyst til at yde omsorg og pædagogisk virke. Så jeg æder ikke forklaringen om dovent eller ukvalificeret personale - tværtinod mener jeg sgu at den forklaring fritager de ansvarlige for at skride til grundlæggende handling. Det er uden min tvivl et spørgsmål om ressourcer. Og det er hele vejen rundt man hører om ting der ikke nås og opgaver (helt basale) der ikke kan gennemføres. Det er ikke kun forbeholdt særligt dårlige institutioner. Overlæggeren er fandme sænket på niveau med det der før var laveste fællesnævner. Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til et arbejdsmarked der har brug for mig og Thor fuld tid, hvis vores børns vilkår ikke er gode nok imens vi fuldtider den. Hvor er visionerne for yngelplejen henne... Jeg syntes fandme ikke det er i orden. Og jeg syntes faktisk at det er en glidebane der har indhentet os, så rammerne ikke længere er tilstrækkelige nogen steder... Æv det er for dårligt... Mest af alt har jeg simpelthen bare så skide ondt i mit moderhjerte over det. Jeg tænker, at hvis jeg skal opretholde troen på at institutioner kan give mine børn noget som jeg ikke selv kan, så bliver der nødt til at være overskud til at gennemføre godt grundlæggende pædagogisk arbejde. Helt grundlæggende yngelpleje står jeg bedst selv for. Basta - jeg behøver en pædagisk og trivselsmæssig gulerod for mine børn ved at være i institution, hvis jeg skal trives med af fortsætte min orientering ud af... Det er sgu bare vildt vigtigt for mig at mine børn har det godt når vi ikke er der hos dem. Det betyder sådan set også ret meget for min præstationsevne derude i det pulserende arbejdsliv...

At blive væk i en skov

2011-03-28T22:31:00.003+02:00

Sej lille gut dér!

Og da Raja med de store øre hørte os tale om ham, tænkte hun. Og da hun skulle puttes ytrede hun at hun også nogle gange blev så sur på sin far at hun løb væk i en skov. Og så sagde jeg til pigebarnet at ude i skovene var der ulve med skarpe tænder, om hun gerne ville møde dem en mørk aften, helt helt alene?

Så anerkendende, rummelig og pædagogisk en mor er jeg - om aftenen efter en lang arbejdsdag. Når jeg liiiige et øjeblik blir grebet af panik over hendes dårlige ideer.

Hun fnes lidt af mig, og kender mig vist bedre end jeg selv lige tror. Alligevel må jeg nok hellere fortælle hende imorgen at der ikke findes ulve i Danmark...

Der er dejligt i skoven. Især når man er der sammen med sine 3...

Livets første...

2011-03-25T19:54:00.003+01:00

...FLØDEBOLLE

Sådan et menneskebarn skal igennem en hel masse af livets første.

Os

2011-03-13T11:28:00.007+01:00

TRAVL

2011-03-13T10:36:00.002+01:00

Alt er vel, jeg har bare travlt. Med hverdagen vores. Jeg arbejder i underkanten af de 25 timer. Og studerer omkring det samme. Det bliver mange timer om ugen. Men det er mange timer jeg bruger på noget jeg rigtig godt kan lide.
Men det er jo bare sådan, at jeg også rigtig godt kan li at være sammen med min familie. Så det er også mange timer væk fra noget jeg også godt kan li. Så det er mit daglige dilemma.

Thor læser ikke fuld tid lige nu, og derfor kan det gå at jeg har så meget arbejde. Men han starter på et kursus i Lund om et par uger, og så bliver det rigtig festligt. Og logistik er blevet den nye sort herhjemme.

Min svimmelhed har været helt borte. Indtil i midten af sidste uge, hvor den kom tilbage. Og slår mig mere ud psykisk end fysisk. Den er efterfulgt af ondt i øret og kvalme. Interressant hva hulen det er for noget...

Nå, men vi har travlt. Med at være sammen allesammen når vi er sammen. Og ude i verden når vi er der.
Og selvom jeg savner mine piger helt vildt, så savner jeg ikke grunden til at vi har været sammen 24/7 de sidste to år. Og jeg nyder at få sparket den faglige del af mig igang. Jeg er god til mere end at være mor. Og Sibille og Raja har en meget nærværende far. Og jeg ved det er en stakket frist, så er studiet færdigt og jeg har "kun" arbejdet.
Og hold da op hvor jeg hele tiden forsvarer mit valg om at være væk fra min familie.
Det er nok fordi jeg i bund og grund ikke har prøvet at løsrive mig fra dem i sådan en grad før. Ikke siden India har jeg været orienteret så meget mod ud og ikke hjem.
Det kræver tilvæning. Sådan er det bare.

Alt vel.

Og det blev hverdag igen

2011-03-02T12:41:00.002+01:00

Og det er faktisk det bedste der kunne ske. Vi har savnet hverdag. Og nu er den her, og den kører derudaf.
Pigerne er ret raske, Thor laver indledende specialeøvelser og jeg har ansat ham som min rengøringshjælp. Jeg arbejder og studerer - ret meget. Jeg bliver kun sjældent svimmel. Det er en lettelse af uanede dimensioner.
Jeg har tekniske problemer med kameraet, men når det ruller igen, så kommer der spam.
Vi har det faktisk ret så skønt. Både når vi er afsted til hver vores, og når vi samles igen herhjemme, fyldt med hver vores oplevelser fra dagene. Det er ligefør der er gået så meget hverdag i den at vi glæder os til ferie :)

Jeg elsker hverdagen.

Og så er der mig

2011-02-21T23:08:00.002+01:00

Jeg er langsomt ved at samle kræfterne igen. Jeg tror faktisk lige at jeg blev slået omkuld i sneen denne vinter. Mange års lort skubbede lige balancen ud af kurs, eller noget.
Der er helt sikkert grænser for hvad en psyke kan klare, som en veninde sagde. Og man kan ikke bruge det til så meget at nogle andres kan lidt mere. Nogle gange er man ikke i tvivl om hvornår nok er nok. Helt vildt abstrakt, men ikke mindst sandt for mig...

Men er på vej tilbage igen. En veludhvilet mig, i flere betydninger. Yeahr...

Kæresterier

2011-02-21T23:05:00.002+01:00

Raja har fået to kærester i børnehaven. Så var vi åbenbart nået dertil. Og alle de andre vil også være kærester med hende, de ved det bare ikke endnu. Go girl.

Smukke mor

2011-02-17T10:25:00.001+01:00

Jeg bliver altså i ret godt humør over min Sibille, dagen lang, tuller rundt og siger "smukke mor".

Bekymringer og usikkerhed

2011-02-15T15:17:00.002+01:00

Der er ingen tvivl om at jeg er et ret så bekymrende menneske. Jeg har allerede bekymret mig for hele året, nytårsaften.
Jeg bekymrer mig mindre og mindre om ting der kan gå galt. Altså uheld der skulle ske, så mine børn kom til skade. Eller, suk, dør.
Men jeg bekymrer mig mere og mere om alt det vi og jeg gør, skal få uheldige konsekvenser iforhold til pigernes livs, verdens og selvbillede - jeg tænker det hele er en helt naturlig udvikling. Fra småbørnsmor til børnemor. Med India i vores bagage, til at sætte kant på følelserne.

Sibille og Raja leger rigtig meget en leg hvor Raja putter, passer og servicerer Sibille. Og en bekymring går helt sikkert på om jeg bliver mormor som 45 årig. Hun er allerede ret så modermega.
Nå, men Raja får puttet Sibilles hoved ind i en dyne igår og vi opdager at hun ikke kan komme fri og at hun græder "inden i noget". Vi springer til og bliver selv forskrækkede. Og Raja bliver forskrækket og vi tænker os ikke om. Og jeg siger at det er fandme farligt og at man faktisk kan dø af at få noget over hovedet på den måde. Og Raja er forskrækket og ked og vred og siger grædende og vredt til mig at "nej, man kan kun dø hvis man er gammel".
Og så sidder man der med alle sine bekymringer om nærværet af hendes stendøde storesøster skulle have skabt dødsangst hos det lille menneske.
Fantasien overgår virkelig altid virkeligheden. Virkeligheden er sgu som oftest totalt røvsyg og udramatisk. Hurra for det... Og hurra for Rajas dødsmentale sundhed!

Ham den søde

2011-02-08T11:17:00.003+01:00

Ham den søde og jeg har snart været kærester i 11 år. Og så har han givet mig en ascaso ekspressonmaskine. Jeg er simpelthen så glad for mit nyeste legetøj. Jeg er godt nok forelsket, både i ham og den.
Og efter sigende er jeg den eneste ud over Nick og Jay, der har den i grøn. Yay.

Udsalg

2011-02-01T21:25:00.006+01:00

Vi er ved at sælge nogle af de store og dyre babyting, der ellers lå på loftet. Vugger, vogne, slynger og andet dyrt og stort og brugt og godt.
Og selvom jeg er helt afklaret med at Sibille er vores rosin i pølsenden. Så gibber det i mig. Over at jeg aldrig mere skal lægge en lille nyfødt baby i mine pigers slyngevugge. Eller gå en tur med Odder sølvpilen. Og alle de timer jeg har slynget mine kyllinger i alle mine dejlige slynger.
Alle de minder. Timer i ting. Alt det mine unger voksede i. Og som en af dem aldrig kom til at vokse ud af.

Jeg har sluttet fred med at vi ikke skal have flere børn. Jeg orker ikke flere graviditeter med kvalme hele vejen. Og jeg tør næsten ikke risikere flere fødsler. Spædbørn der græder og græder og græder fra de er 3 uger til 3 måneder. Og slet ikke en gang til få en baby der pendler til børnemodtagelsen om natten med vejrtrækningsbesvær. Og jeg har ikke lyst til at dele den tid jeg har til min Raja og Sibille med en til. Jeg vil nyde dem jeg har. Og give dem alt jeg kan. Og ikke mindst levne lidt til mig selv.
Men mest af alt så trænger vi til at afslutte kapitlet der omhandler graviditet, fødsel og spædbørn. Jeg tror faktisk bare at vi er mættet. Og parate til at træde ind på nogle nye baner, med nye udfordringer.

Jeg skal ikke udelukke at alting ser helt anderledes ud om mange år (og vi har jo lidt at løbe på). Men indtil da ville det være tåbeligt at have guld på loftet og SU på kontoen. Så der er sat til salg. Meget af det er allerede solgt. Og jeg håber at nogle andre får glæde af det.

Og jeg tænker at jeg alligevel var mere materalist end som så. For jeg pev sgu lidt da jeg pakkede slyngevuggen ned og sendte videre... Eller også er der noget om det der med, at man aldrig bliver helt så færdig med at forplante sig, som man gerne vil have man er.
Lidt symbolsk har jeg lagt en 50er fra hver solgt ting til side. De skal bruges på krøyerkugler til at fylde Indias sækkestol op. Den er nemlig blevet lidt flad. Af alt den brugen.

Det føles sgu lidt som om jeg har sat lidt af min moderhed til udsalg.

Motorvej

2011-01-30T22:52:00.002+01:00

Øv, øv, øv. 150 meter i fugleflugt fra vores kolonihave, bliver der etableret en 4 sporet motorvej. Fårk hvor er det nederen.
Så tag dog toget og lad vores børn trække vejret i frisk luft. Og lad os lege i haven uden støj på 50 db. Satans da os'.

Tryghed

2011-01-30T00:30:00.003+01:00

Der er gået putning i den herhjemme. De sidste par måneder er vi gået lidt i hi. Det har været så koldt udenfor. Jeg har været skidt. Og pigerne har haft al mulig småsyge. Og så har vi

haft rigtig meget brug for at komme HELT ned i gear efter et alt for hektisk 2010. Og vi har haft brug for at slå rødder i vores nye hjem. Og det skal jeg love for vi har gjort.

Vi er gået i hyggehuleselvsving. Det er sgu da meget hyggeligt. Men stenet. Virkelig stenet.

Økuller

2011-01-26T22:58:00.003+01:00

Egentlig er de ikke ret syge de to trolde. Men for syge til at være i dagpleje og børnehave. Men for friske til at tulle rundt herhjemme. De farer i totterne på hinanden. Og driver mig til vanvid. Og jeg har fandme fået økuller midt på Nørrebro og stemmer snart nogen hjem - eller mig selv i kolonihaven. De hænger helt bogstavligt i mine skørter. De skriger på mig om aftenen inden jeg går i seng, som var de ved at blive stukket. Og de stikker tegninger ind til mig på toilettet når jeg gemmer mig derude.

Og så fandt jeg ulempen ved Rajas skønne børnehave; den ligger i Jersie - som i Jersie syd for Køge. Og vi har ingen bil. Og når hende Raja kaster op i børnehaven skal man til Jersie syd for Køge og hente hende.

To dage har vi haft to børn i pasning denne Januar. Jøsses.

Snart bliver det forår, sol og børn med bare tæer i grønt græs.

Frygt på film

2011-01-21T08:30:00.007+01:00

Pigerne har været syge. Sibilles tur til skoldkopper. Raja med influenza. Og det er selvfølgelig altid synd når de er syge de små. Men det er på en helt anden måde nu.

Raja putter, ser film, sover ind imellem og leger hvad hun kan. Sibille er fandme bare det gladeste æg, også når hun er syg. Hun er vores lille lykkepille...

Min gamle seje gymnasieveninde Anita bliver færdig som dokumentarinstruktør til sommer. Og hendes afgangsfilm handler om at leve med og i frygten. Som et vilkår i livet, fordi noget engang skete, og altid vil være en del af os. Hendes film fortæller tre hstorier, en af dem er vores.

Det giver anledning til at bringe India lidt frem i lyset igen. Jeg tænker ikke på lærredets lys, men vores i lys. Og det giver os anledning til at se hende, og hendes påvirkning på vores liv fra nye perspektiver.

Og så er det en ret fin historie hun vil fortælle. En fortælling der rækker ud over vores familie.

I bund og grund rimer India og frygt ikke. På en eller anden skør måde var det hele så frygtløst. Hun var jo allerede død inden vi frygtede det, og frygten for at miste hende nåede vi ikke at opleve.

Selvom man ikke kan beslutte følelser, så gav vi hinanden hånd på, kort efter hendes død, at hun ikke skulle spredde frygt og rædsel i vores liv. Men nærvær og kærlighed.

Det ene udelukker nok ikke det andet. For ikke at være bange bestemmer vi jo ikke selv. Jeg ved ikke hvilken en mor jeg ville have været hvis jeg ikke havde mistet mit første barn. Om jeg ville have ringet mindre til vagtlægen. Flyttet langsommere fra skimmelbo. Eller fået passet mine børn mere.

Jeg tror ikke at jeg ville have været så meget en anderledes mor. Eller så meget anderledes en Line.

Tilgengæld tror jeg at både omgivelserne og jeg selv tillægger Indias død nogle ting der bare er Line. Jeg tror også jeg selv har en tendens til at forklare og forsvare mine handlinger med India - eller med manglen på India.

Aj, hvis jeg kunne finde ud af at lave etiketter på de her indlæg ik - så var det her i kategorien "tankespind"...

Jeg føler mig kommet ret langt (væk) fra sorguniverset. Jeg er et helt andet sted end midt i suppedasen. Indiauniverset er ikke - langt væk. Men hun har bundfældet sig, på en måde der gør at hun er en del af mit liv. Jeg trækker på hende, fordi hun er der. Hun er en del af mit liv og min historie. Men jeg har ikke behov for at have hende i spil hele tiden. Hun er talt tilrette. Lige indtil noget forskubber sig; men så kender jeg rutinen - så reflekterer jeg, taler, skriver og finder tilrette igen. Det hele er på min India-rad.

Jeg er jo ikke kommet mig over noget som helst. Eller det er ikke en sætning der giver mig noget særligt eller giver mening for mig.

Men noget af det jeg har fået ud af mine lange mange dejlige snakke med Anita på det sidste er, at det der har gjort at jeg kan grine nede fra maven igen og ikke føler mig traumatiseret eller ødelagt, at jeg har haft så mange at tale med om India. Mennesker lyttede og rummede og lod mig tage den vej der var rigtig for mig. Og tog del i hende, og i mig. Som Indiamor og som helt menneske.

Og så at jeg har haft modet til at tale. Og blive ved med at tale. Og taler stadig, når der er brug for det.

Mod og mulighed og anerkendelse. Det har været medicinen.

Noget vi også summer en del over i øjeblikket er, at vores historie efterhånden er ret eksponeret. Både i form af denne blog. Iform af artikler, både af os og om os. Radioprogrammer. Og nu også en film.

Jeg tænker at det gør noget ved mit forhold til India at min historie med hende er eksponeret. At jeg måske kan få en privat og offentlig Indiahistorie. Sådan vil jeg ikke have det bliver. For så ryger fidusen. Ærligheden og ægtetheden.

Noget andet igen er, at Raja er så stor nu - at jeg faktisk syntes at hun har krav på at fortælle sin egen historie. Når jeg skaber hendes fortælling deffinerer jeg en masse.

Nu læser hun jo ikke med endnu ;O) Men en dag gør hun. Og jeg syntes at det er en balancegang. For hun bliver mere og mere hendes egen. Jeg kan ligesom fornemme at det er den vej det går og går og går.

Jeg elsker mit arbejde

2011-01-10T23:03:00.002+01:00

Jeg elsker det simpelthen.

Magen til motiverede elever skal man lede langt efter. Og de er simpelthen så sjove. Jeg griner hele vejen hjem. Idag af hende der fortalte at hun fejrede nytår ved at skære halsen over på deres næstældste ged. - Der midt på Vesterbro, med hundelorte og BMV'er om ørene, fortæller hun om hendes ged fra Ghana.
Og jeg piver lidt, fordi en anden elev fik våde øjne over opgaven "beskriv et minde om din familie fra dit hjemland".
Og det slår benene væk under mig når en af dem fortæller at man bliver rigtig dansk når man drikker alkohol. Meget alkohol. Og har mødt dronningen når hun vinker. (Og de mente at de også en dag ville møde hende)

Ja, jeg begriber ihvertfald ikke hvordan hulen myten om den dovne indvandre der blot kommer for at nasse, stammer fra? Måske fra den samme måne hvorfra den med at man er dansk når man har mødt dronningen stammer fra?

Jeg ELSKER mit arbejde. Fordi jeg bliver udfordret på min hvilen på vanen og trækken på det kendte, hver eneste mandag og torsdag. Og fordi jeg møder fantastiske unger fra hele verden. Der står med benene det mest usikre sted - nemlig på helt fremmed jord. Nogle af dem endda uden deres forældre.
Og på trods, trods, trods - stadig er de mest smilende elever jeg nogensinde har undervist...

Den sut, den sut...

2011-01-09T22:00:00.002+01:00

I august skrev jeg om den lilla lyd i Rajas suttestop. Og efter mange nætter hvor Raja hapsede Sibilles sut. Og midt i det der kaotiske pendleri mellem Nørrebro og kolonihaven hver morgen og aften. Så fik hun den igen. Det var nok det aller dummeste tidspunkt at tage hendes højt elskede sut fra hende.

Nu prøver vi igen. Og det går fandme ikke særligt godt. Det er altså sårbart når man har en lillesøster der får lov at sutte løs. Og hun er nærmest sørge-agtig over det. Ligger bare stille og græder ind i dynen. Det er sgu da ik til at bære.
På den anden side så stritter hendes fortænder fandme snart vandret ud af munden på hende, og hun bliver 4 år om et par måneder.

Der er vist aldrig et rigtigt tidspunkt til alt det besværlige og nødvendige, hva...

Inddoktrinering

2011-01-05T18:54:00.002+01:00

Sæt igang

2011-01-05T18:35:00.002+01:00

Året startede med pletter. Skoldkoppletter til Raja. Hun er sluppet ualmindeligt billigt. I det hele taget er der kommet nye boller i hendes suppe.
Hun er sjældent syg, og når hun er det er hun ikke ret hårdt ramt. Hun er på alle måder kommet ud på den anden side. Godt hjulpet på vej af rigtig astma-medicinering. Og svampefrit miljø, vil jeg tro.
Men hun har jo ikke måttet komme i børnehave mens hun plettede, til hendes store fortrydelse. Thor skriver opgave, og Raja og jeg har hygget. For Sibille har været i dagpleje, selvom Raja er hjemme. Og det har givet anledning til nogle rigtig dejlige timer, bare mig og Raja.
Hun er blevet så stor. Hun kan, vil og skal selv. Og jeg nyder at tilbringe noget rolig tid med hende alene.
At se Sibille og Raja have så meget gavn af hinanden som de har, er en fest. De har nok i hinanden og har et univers af lege og tullerier, og taler nærmest kodesprog nogle gange. Det er helt sikkert gevinsten ved at vi fik dem så (uplanlagt) tæt. Benhård for os var starten. Og også for dem. Men det vinder ind, ja det gør så.
Alenetid med Raja er sjælden. Og på netop det punkt kan jeg godt være lidt grøn i kanten overfor dem der har store børn, hvor der ikke er en lille trold der afleder hele tiden. At kunne fordybe sig, spille spil, tegne og hygge på den ældstes præmisser. Det sker bare fandme sjældent.
- Og jeg føler mig sgu tit degraderet til madsmørrer og mælkeophælder, når den står på kvalitetstid i weekenderne. Og jeg syntes hele tiden man hænger, med tanke på at der liiige mangler lidt her og der - og hvor helvede er nærværet?
Jeg tror at det meget snart forskubber sig igen. Og Sibille i sin adfærd bliver mindre tumlingesmadrende, og mere barnelegene.
Indtil da nyder jeg lidt alenetid med Raja Lys i fulde drag.

Hun er en følsom en, hende Raja Lys. Og jeg genkender så mange træk ved hende. Og så overvejer jeg om det er forelskelse i dette lille menneske der gør dyrkelsen af vores børn acceptabelt. Eller om det er en form for socialt anerkendt narsicisme?
Den tygger jeg på. Men jeg skriver videre på det her indlæg, istedet for at læse om koldfronter.
Skrive, skrive, skrive.

Igår så jeg den dårligste skodfilm om en en metro-mor der havde sit liv fyldt op af sine børn og sin blog. Jøsses den var ringe. Motherhood.
Godt jeg fik den fineste mail kort før jul, med en historie så rå, men en bekræftelse af at en blog kan være nogens spejl, og at en blog der havde afsæt i sorgen, kan være nogens håb i begyndelsen.

Endelig nytår

2010-12-30T21:24:00.002+01:00

Eller endelig NYT ÅR... Kunne man måske forestille sig jeg ville mene. For 2010 går fandme over i historien som svampens år. Og det gris er vi klar til at tage afsked med. Lægge låg på. Og bare komme videre!
Vi har boet i Emdrup, i Husumgade, i kolonihaven og nu i Kronborggade i 2010.
Året 2010 har også været præget af rakken rundt. Og vores sociale liv har været ikke eksisterende i lange perioder, hvor lejlighedsrenovering og hostende og hvæsende nætter dominerede.

I ved jo det meste - jeg har jo skrevet om det herinde.

Men selvom året har været kaotisk, stressende, hårdt og svampet. Så har det også været året hvor vi for alvor fandt vores ben som familie fire. Jeg famler ikke længere så meget i mit moderskab. Og det fylder heller ikke så meget for mig, hvordan hvad gøres bedst. Jeg er jo altså bare nogens mor. Og der er ikke helst så meget videnskab i det som jeg har tænkt det før. Og jeg har fundet ud af værdien i at være autentiske Linemor, fremfor at knokle min energi ind i perfekte Linemor - jeg vil hellere hygge med Raja og en disneyfilm, eller Sibille og en cookie, end forvirre mig selv i søgen efter det der helt rigtige.
Pigerne har deres eget bånd, og på kryds og tværs er der en masse relationer der skal plejes og passes. Også Thors og min.

Pigernes astma er der kommet ret godt styr på. Med massive mængder medicin. Og jævnlige tjeks af vores super børnelæge.

Studierne er ved at hænge os ud af halsen. Vi skal være færdige i år. Uden tvivl. Vi skal bare have papir på kompetencerne og ud i den virkelige verden.

Ironisk nok, slutter jeg året af i en karussel. I snart to måneder har jeg været temmelig svimmel og skidt (har dog fået det gradvist bedre). Drøn ærgeligt, for alt det andet begyndte lige at lette. Jeg tror ikke længere at det er stress. Og jeg vil forfølge afklaring indtil jeg får det. Eller får det godt igen.

Mit højeste ønske for 2011 er hverdag. Vi trænger til hverdag, hvor ingen er svimle, vågne det halve af natten eller kører i pendul fart til Hvidovre med hvæsere. Vi ønsker os ro, rytme og renlighed. Vi skal finde styrken i hverdagen.
Og jeg tror jeg er parat til at ofre min wuupti'itet og kaositet for rutinen.
Det meste ligger på vores bane, men vi skal nok også have lidt hjælp fra universet og bedsteforældrene...

Jeg tror faktisk på at det bliver et fremragende nyt år. Virkelig meget endda.

Juleaftens dag, 4½ år efter India

2010-12-26T22:16:00.004+01:00

Ingen forestillinger havde jeg om fremtiden, den dag for 4½ år siden. Kun håb. Og frygt. Og her er vi. Og så er det bare sådan det er. Og du er med, det er bare sådan det er. For det er jo bare os.

Glædelig jul, mit lille Indiabarn...

Da julen blev lyserød

2010-12-26T21:43:00.004+01:00

Det kræver sin mor og far at holde lyserøde prinsesser for døren. Og det er hvad vi har prøvet på indtil nu. Men er du gal denne jul må gå over i historien som den lyserøde jul!
Prinsesse dims på prinsessedims, lyserødt med glimmer på og andet (ækelt). Det er helt sikkert en kombination af flere ting, at det eksploderer i år.
For det første er Raja startet i børnehave, og med det følger inspirationen fra en masse lyserøde piger - hun giver udtryk for at prinsesser og lyserødt er spændende. For det andet har vi vist givet lidt op. Og for det tredje er der en klar forventning til Raja om at hun er tøseagtig, og en velvilje fra omgivelserne (og os) til at dyrke det, vi skrev jo selv hendes ønskeliste.
Hendes gode ven Carlo og hende har lavet en aftale (ikke med os forældres samtykke) om at Raja får en prinsesse ting med fra Carlo hver gang hun er der (han har arvet en bunke klæ' ud' ting). Og han får en bil med af hende hver gang han er her (Raja har mange biler). - Hendes lynet Mc-et-eller-andet får han dog ikke.
Jeg syntes det er svært hvor og hvor meget vi skal gribe ind. Jeg syntes ikke der er ret meget legeværdi i alt det lyserøde crap der er på markedet. Hvornår fik markedsføringen fat i mit barn, og hvordan stopper vi denne glidebane?
For fortsætter det i denne dur, så drukner vi i en lyserød suppedag, uden særligt meget legeværdi, men til tårnhøje priser...

Det er jo naturligt at hun spejler sig i sine omgivelser. At hun får andre forbilleder og indput end hendes brandkloge forældre.

Det jeg nok bare mener er, at med en pige på 3+ bliver det en udfordring i fremtiden at lære hende at skelne snot fra snot. Og at det faktisk ikke er muligt at have et taljemål på 2½ cm og smukhed ikke er en værdi i sig selv.

Glædelig jul. Vi har haft en ret så hyggelig en af slagsen... Begavet i allerhøjeste grad. Også med andet end lyserødt. Og 1. og 2. juledag er der blevet leget igennem. Det er børnefamiliernes 1. januar. Jeg elsker det!

De dejligste gaver at give

2010-12-22T15:32:00.005+01:00

Jeg elsker at give gaver. For det meste. Nogle gang går der pligt i den, og så er det ik så fedt.
Der er nogle gaver jeg elsker at give mere end andre. Og dem jeg nok allerbedst kan li' at gi', er dem der ikke er forventet.

Hvert år giver vi en gave til dem der tager sig af vores børn (i de timer vi skal noget andet. (Selvfølgelig er det en gave i sig selv at de får lov at have fornøjelsen af vores lækre unger ;) - Men en gave fortjener de. Jeg syntes faktisk at vi er ret så privilligerede at vi kan aflevere vores unger i armene på dejlige mennesker. Og være trygge ved det.

Nå, men en gave er særlig for mig at give hvert år. (Det er det man kalder win/win, tror jeg... )

Jeg pakker den og nusser om den. Og jeg bliver glad i maven. Det er gaven til Indias gartnere. Et par timer hvert år, står der tre gaver på ræd og række på mit køkkenbord. Og jeg er mor til tre piger, i konkret form. Det er er der bevis på, i et kort øjeblik.

Jeg ved godt jeg ikke er mor til dem på samme måde - årk, det mindes jeg om igen og igen. Alligevel jagter jeg følelsen af og situationer, hvor det er tydeligt at jeg er mor til tre. En dag bundfælder det sig nok at jeg er det. At jeg er det så meget i maven at udtrykket ikke er nødvendigt for mig længere - sådan syntes jeg at det går, støt og roligt, i det tempo det nu engang går. Tingene bundfælder sig, og det falder i hak, selvom det i sit udgangspunkt er riv rav ruskende forkert.

Og det slår mig, at gaverne ikke er ens; der er alko-gløg i gartnernes, og æblegløg i pædagogernes - man er vel fornuftige forældre.

Om lidt kommer disse to hjem

Vi skal pynte det hjemmefældede svenske juletræ. Og skyde juleferien igang. Mens vi krydser fingrene og kniber ballerne, og håber at mave-omgangen har været på sidste omgang her hos os. Dog desværre sendt videre til stort set alle besteforældre; hermed en offentlig undskyldning!

Jeg er helt alene hjemme

2010-12-17T11:41:00.004+01:00

Jeg sidder her og drikker min kaffe. Den er varm endnu. Og der er ingen der forstyrrer mig.

Thor og pigerne er taget til Sverige, og jeg er helt alene hjemme, indtil på søndag. Jeg er ved at gøre rent, og jeg skal nyde at der ikke er beskidt igen efter 20 minutter. Jeg skal tage alting i mit eget tempo. Og jeg skal savne mine piger og min Thor.
Det er første gang i 5 år jeg er alene hjemme en nat. Og selvom jeg virkelig har brug for det - ikke mindst for at få skrevet en opgave, så syntes jeg alligevel at det var meget besynderligt og vemodigt da de tre, med smil på læben og glade forventninger i øjnene, trissede ned af trappen i morges.

Det er og bliver bare dobbelt at være adskilt fra mine levende børn. Jeg både trænger til det, og hader det... (og springer den sikring ikke bare alt for meget når ens kæreste er på ferie?)

Juleblues

2010-12-14T11:55:00.005+01:00

Den kommer snigende hvert år. Og jeg er stensikker på det er helt klassisk. Og har noget at gøre med urealistiske forventninger og romantiske forestillinger.
Jeg er pisse følsom. Og i anden i øjeblikket.
Og så det, at en lille pige på 4½ mangler. Og det selvom alle mine arme er fulde, og mit mantra er blevet; 2 børn er mange nok .
Og så måske noget med noget med et nytår, og en kiggen tilbage på det gamle. Et år der stank, af mug og svamp og kaos. Og at vi nok langt ind i det nye år tager os af efterdønningerne.

Jeg har simpelthen så meget brug for at putte mig. Gad vide om alle småbørnsmødre føler de vågner på et tidspunkt. Og føler sig brugt og udmattet - og ukendt. Jeg bruger ihvertfald en tid på at samle mig selv op. Og selvom det er corny, så prøver jeg at finde ud af hvem hulen hende Line er nu, fem år og tre børn efter. En begravelse. Et bryllup. 5 flytninger. Og to astmatikere senere. Men desværre ingen dimmension.

Der er en ting der er stensikkert i 2011. Og det er at jeg skal være færdig med mit studie. Nu skal det være, jeg gider simpelthen ikke at det trækker ud længere. Heller ikke selvom jeg bliver færdig til en folkeskole der fyrer lærere pga. besparelser. Hellere arbejdsløs end evighedsstuderende.

Der fik jeg taget hul på noget...

Vi elsker at bo her

2010-12-09T22:12:00.004+01:00

Jeg har ikke så meget andet på hjertet end, at vi virelig elsker at bo her hvor vi bor. Vi er bare blevet top glade for det. Det føles helt rigtigt at vi blev på broen. Og helt rigtigt at vi forlod skimmelboet, til fordel for skimmelboet der kunne afrenses af os selv, fordi vi ejer lejligheden.
Vi ELSKER vores lejlighed. Vores nye gård. Vores hood. Og vi har rimlig nattero, aftenro til hygge og ro og renlighed.
Og når man så stopper op, et lille år efter det hele brød løs. Så er de blevet så store, de små. De leger sammen, bygger hule under bordet og det hele går lidt i idyl. Indtil Sibille får nok af Raja der kommendere, og bider hende i armen som kvittering for at skulle trækkes rundt fordi hun er hunden i legen, for 3. dag i træk. Og hvem trøster en klog mor først?

Og så er der lige den der stress diagnose, som jeg stadig tygger på. Mens jeg langsomt går igang igen med livet udenfor sofaen. I takt med at svimmelheden aftager.
Jeg tror på fremtiden, det gjorde jeg faktisk ikke for et halvt år siden. Der føltes det mere som; Er det virkelig det her vi drømte om? Hvad hvis det ikke bliver bedre?

Det er der bare ikke

2010-12-04T20:38:00.001+01:00

Det der i fingrene der gør at jeg skriver derudaf her på bloggen. Mærkeligt nok. For jeg gør mig kvantespring i hoved og hale for tiden...

Knuz

Søvn er roden til alt godt

2010-11-21T23:37:00.002+01:00

I nat fik vi søvn. Sådan rigtig søvn fra omkring midnat til ved 7-8 tiden hvor Sibille trippede ind til mig og Raja, kravlede op i sengen og hev ned i blusen (mere om vores soveorganiseringer en anden gang).
Nå men altså, dyb rigtig uafbrudt søvn i mange timer. Uden hosten og hvæsen og spacer. Jeg husker nærmest ikke hvornår vi sidst havde sådan en nat.

Idag har været så hyggelig. Med leg og hygge og overskud. Og hjemmelavet mad. Og rigelig med lunte til os alle fire. Og kage med frosting. Og jeg fik en smag af hvordan det skal være. Og hvordan det burde være. Og hvordan jeg virkelig har brug for at universet søger for at det snart bliver herhjemme (i overvejende grad).

Halleluja... Og så er det endda snart jul. Yeahr.

Er det ikke det ene, er der det andet...

2010-11-18T22:10:00.002+01:00

Røven i vandskorpen... Sygdom og svimlen og udsigt til to uger i Spanien om to uger... Hurra og forhåbentlig.

- Og så går jeg og frydes over nye menneskebørn der kommer til - Selvom de lige er kommet til, kan man allerede ikke forestille sig det hele uden dem.

Det lille glade æg dernede

2010-11-12T20:56:00.004+01:00

I indlægget under dette. - Hun har været på Hvidovre i nat. Og få ilt og astma-maske. Og få taget blodprøver og røngtenfoto af sine små lunger. Og hun har kold lungebetændelse og en hulens bunke astmatisk bronkitis. Og vi er på hjemgang nu, og det er dejligt! Selvom jeg i sådanne situationer tit tænker: behold hende, jeg skal ikke nyde noget af at sidde med hendes liv i hænderne.
Men så igen - det er jeg ved at være moden til - og jeg vil hellere space hende hvert 10. minut herhjemme end at byde hende den møg-maske på Hvidovre...

Det var Thor der var med hende. Første nat vi var væk fra hinanden. Jeg svimler, og da der kun må være en forælder med på børnemodtagelsen blev det Thor. Og hun var så rasende på mig da jeg kom i formiddags, selvom der intet morsyge havde været før jeg kom. Men med et, da jeg trådte ind af døren gik det op for hende; hende der har manglet, hvor fanden har hun været? Hun slog og skældte ud. Og det skal hun have lov til.
Jeg øver mig på at slippe kontrollen... I nat var et stort skridt.

Og vi spiste alle de andres kage og drak al deres saft. He he he...

Mit lille glade æg

2010-11-11T20:52:00.002+01:00

Mor, kan vi ikke tage et sted hen hvor vi kan se India helt rigtigt, uden at hun er død?

2010-11-08T15:55:00.007+01:00

Allenhelgens søndag på Nørrebro. Planen var Vor Frue Kirke. Til mindegudstjeneste. Vi har været der et par gange før, og det er så fint et arrangement. Det er ved at være mange år siden hende Indiabarnet døde, sidder jeg lige og tænker mens jeg skriver...

Men jeg var sgu for svimmel til at tage nogle steder, og alle var trætte og hostende. Og vi er begyndt at se fidusen i aftalefrie søndage (ender man ikke alligevel med 1000 ting, man blev bare ikke stresset over det står på kaldenderen inden!?)

Vi var bare hjemme, indhentede søvn og tullede. Og så var vi et smut hos India.

Raja spørger meget om India i øjeblikket. Hun taler meget om hende. Også til andre.

Hendes umiddelbarhed er så kær. Og hendes spørgsmål, som fx overskriften på dette indlæg, kaster os ud i nogle meget suspekte forklaringer og fortællinger. Og som regel slutter de på; ehm altså Raja, jeg ved det faktisk ikke.

Jeg tror vi har været meget optagede af vores egen sorg. Vores egen sorgforståelse. Og projekt efterfølgende forløsende børn, så den der del af India - den med at hun har nogle søskende der også forholder sig til hende. Det har vi ikke reflekteret så meget over.

Og Raja vil så gerne se billeder af levende India. Hun syntes det er rigtig synd hun er død, for hun var jo bare en baby. Og så vil hun bare også gerne vide om jeg også brænder hende når hun dør. Og jeg væver og forklarer og kysser hende i panden og siger hun er vidunderlig.

Og så spørger jeg hende hvad hun egentlig selv tror. Og så siger hun at hun tror at India lægger slik til hende under bænken til jul. Og okay, det gør hun så måske nok...

Hun kan godt lide at besøge India. Og vil gerne være der i lang tid. Og nogle gange tager fantasien over, og hun begynder at digte om India der kommer om natten og kilder hende under tæerne, og India er sur på mig fordi jeg laver suppe. Og andre skøre historier. Og jeg klukker lidt og skumler over hvor mon det kommer fra?!

Det er en rejse at være de der tøsers mor. The never ending story af dejlige udviklinger - og nogle gange hårrivende episoder.

Men vi havde ihvertfald en fantastisk Allenhelgens søndag. Sammen med Raja og Sibille, i Indias nærvær.

Efterårskulde og en astmamors bekendelser

2010-11-08T13:15:00.004+01:00

Jeg skylder updateringer om alt muligt. Det forpligter at lade folk følge med i sit liv. Det kan jeg fornemme på min mailboks. Beklager. - Jeg prøver selv at finde hoved og hale i det hele.

Buttumline; Vi tror lejligheden er okay. Vi har afrenset og undersøgt hvad der kunne undersøges. Vi tænker at sansynligheden for at her er mere svamp end nogle andre steder, er meget mindre. Og andelsboligforeningen har ihværksat en stor undersøgelse af tag mm. der skal afhjælpe at der nogensinde igen trænger vand ind igen (Halleluja)...

Og så blev det efterår - eller jo nærmest vinter (når man har små børn defineres det vel som vinter når flyverdragterne er fremme).
Og nærmest fra kuldeblæsten startede, begyndte Raja at hoste. Så meget at hun er hæs, kaster op af det - og hvæser og sprutter. Nætter på nætter med spacer, hoste, spacer... Tmevis. Gaaaaab.
Fuld dosis binyrebakhormon ned i de små lunger, og vi beder til at det, en ny behandlingsform i form af piller (som hun får ondt i maven af), to uger syd på i december og måske en uge mere i februar alene med far og masser af frisk juice og brocolli, kan gøre vinteren tålelig for hende - og os.
Vi er blevet medlemmer af Astma og allergi Danmark, og i sidste nummer skrev en far "en astmafars bekendelser". Jeg kunne have skrevet hvert et ord. Jeg hæftede mig især ved to ting (og Raja har vist to fædre):
... Hun stikkes, måles og vejes. Og skriger som en besat. "Stakkels pige siger moren" "Stakkels mig tænker faren". Lægerne sagde at hun nok vokser fra det en dag. Det er endnu ikke sket. Hun trækker stadig sin daglig dosis spirocot i spaceren. Og hun trækkes til stadighed med en far der har gjort hendes problem til sit eget...
Det der kunne være mine ord! Ligesom:
...At være passiv astmatiker er for mit vedkommende lig med et liv spændt ud mellem fornuftens faderlige omsorg og følelsernes barnagtige egenrådhed. I det spillerum må jeg kæmpe min indre kamp med en skyldfølelse over, at mit fokus retter sig mod mine egne frustrationer fremfor en empatisk imødekommelse af Fridas behov for støtte...
Jeg reflekterer en del over om det i virkelighed er mig der i en natte-hoste-spacer-tåge har skrevet det der. (Jeg mener Raja får hver aften meget livagtige godnathistorier om Freja. Måske jeg også har opfundet et parallelt univers om en Frida?)
En sidste ting jeg var ved at brække mig af grin over var at faren havde taget sig selv i at sige til sin datter; Frida vil du ikke godt prøve at lade være med at hoste så meget?
Godt jeg ikke er alene... Eller, bare jeg havde været det, og så alligevel ikke.

Anyways. Jeg sidder her, skulle have været på arbejde. Men er så svimmel, kvalm og udmattet at jeg har meldt mig syg.
Og mine tanker kredser om om det her liv på kanten, som vi åbenbart bare har i vintertiden - om det går over? Og hvordan fanden vi skal få det til at fungere med jobs og arbejde og voksenhed? Eller om vi skal gøre alvor af at søge nedsat tid på baggrund af Rajas astma. Eller om det er at... Erkende og acceptere det som en kronisk tilstand - en kronisk sygdom - der ikke lige rundt om hjørnet er borte. Men som skal definere dele af vores liv, som det allerede gør.

... PS. Sibille sover som en drøm - når hun altså ikke er syg. Når Raja vækker hende med gråd og hoste om natten beder vi hende bare om at lægge sig ned og sove igen. "nej" siger hun, og sover videre.

"Far, mor og børn"

2010-11-02T10:15:00.002+01:00

Raja er begyndt at lege rigtig meget "far, mor og børn" i børnehaven. Hun er en del af et tæt slæng på 4 skønne skønne unger.
I legen er der far, to mødre, baby (bløde bamse), en død storesøster og en hund...
De andre børn taler nu meget om døden derhjemme! Bum, bum, bum...

EFTERÅRSFERIE

2010-10-18T20:32:00.001+02:00

Vi har det godt. Det går godt. Vi holder efterårsferie i et par dage, og nyder hinanden og Nørrebro. Gyd, hvor er jeg mega glad for at bo på Nørrebro...
Go ferie, fra mig og mine.

Herfra hvor jeg sidder

2010-10-09T21:15:00.003+02:00

Vi er hjemme. Og herfra hvor jeg sidder, kan jeg kigge ud over mit hood. Vi er hjemme. Vi håber vi kan blive. Tiden må vise hvordan det ender. Men lige nu er vi hjemme, efter en uge i Emdrup. Vi er hjemme fordi...
Vi simpelthen ikke rummede mere rakkeri. Vi har afrenset det svamp her var, og vi sætter alle vores penge på at andelsboligbestyrelsen sørger for at det ikke kommer igen (og lapper det der tag ASAP). Vi havde hjemve.
Måske får vi aldrig ro her. Måske bliver det svært at få helt ro nogen steder igen. For når man har fået så raffineret en viden om fugtproblemer og svamp - så er hjem ikke længere bare hjem. Og boliger kan gøre dig og dine unglinger syge.
Og det er egentlig lidt ligesom den der angst der bare altid lurer iforhold til vores unger, fordi vi engang for 4½ år siden sad med vores lille døde Indiabarn i armene. Det kom bare lige dernede fra helvede det der død. Og vi har nu den mest abskurte raffinerede viden om hvordan små børn kan dø. - Og vi får bare aldrig helt den samme ro som andre i forhold til vores unger. Sådan er det bare. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan tage hånd om det.
Og vi kan lære at skelne mellem frygt, angst og realisme - og så igen, hvem fanden kan det!?

Jeg har verdens bedste venner

2010-10-02T23:43:00.001+02:00

Det var bar det jeg ville sige. Hej.

Hvad gør en klog kvinde?

2010-09-24T11:26:00.002+02:00

Og hendes familie?

Vi aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg er nu dér - af vrede, magtesløshed og træthed - at jeg bare vil have nogle andre skal tage beslutningen for os. What to do? Der er tændt op under dramaLine - What to do?

Vi bor stadig i kolonihaven. Jeg har udskudt min praktik (den der lærereksamen er nu længere ude i fremtiden). Vi pendler ind med pigerne og os selv hver dag. Vi bor 4 mennesker på 30 m2, uden varmt vand og uden bil at pendle med.
Vi bruger en time ind og en time ud hver dag. Herudover kører Raja 50 minutter ud igen fra Nørrebro til Jersie, og ind igen. Hun tager afsted klokken tyve over syv om morgenen, er "hjemme" igen klokken ca. halv seks. Hun holder mange fridage. Hun er rigtig ked. Der er udsolgt, hun er færdig med det her.
Sibille er jo bare det glade æg. Bortset fra at det er lidt svært at starte i dagpleje for hende.
Vi forsøger at afrense skimmelsvamp, ordne studier osv. mens pigerne er i pasning. Og vi forsøger at opretholde bare noget der ligner en hverdag.
Vi kan ikke blive i kolonihaven ret meget længere. Det er simpelthen ved at blive for koldt. Vådt. Langt væk. Og bare endnu mere dødsurt end Emdrup. - Og mon det klogeste er at flytte til Emdrup igen, indtil der (forhåbentlig) kommer en form for afklaring af lejlighedens svampesituation. (Ingen undersøgelse er igangsat endnu. Vores situation er åbenbart ikke pengene værd!?! Halleluja for solidaritet og kollektivt ejerskab...)
Eller skal vi flytte derud til det Emdrupske for en længere periode, prøve at sælge lejligheden og finde ro og ben og afklaring i os selv? Eller skal vi flytte hjem i lejligheden for at afprøve om vi kan tåle at bo her? Eller forsøge at finde en anden bolig på Nørrebro?
Pigerne har haft 4 (ja 4; Husumgade, Emdrup, Kronborggade og kolonihytten) på et halvt år. De er snotforvirrede - eller vi er ihvertfald. Jeg kan næsten ikke i mit moderhjerte rumme at de skal trækkes mere rundt. Rakkes rundt. Og flyttes rundt.

Jeg ved godt at der ikke er nogen der kan tage denne beslutning for os. Den hænger på os, fordi vi er blevet så skide voksne. Og skal tage ansvar og alt muligt. Det er bare lige det, at vi ikke ved hvad der er ansvarligt, kærligt og rigtigt at gøre...

Jeg vil have et klarsyn. Hellere idag end imorgen!

Det her er et mareridt

2010-09-17T12:06:00.008+02:00

Vi kom hjem, og rejste igen. En enten ny eller gammel vandskade op ad skorstenen på væggene bag tapetet var at finde i stuen. Væggene helt fyldt med skimmelsvamp. Og gad vde hvad der gemmer sig på og bag loftet. Og hvad skal der mon til at overbevise en andelsboligforening om at en vandskade der kommer oppefra (hvor vi er den øverste lejlighed - oppe over er taget der tydeligvist er utæt flere steder) lissom ikke er vores shit - men er blevet det!? Og at der skal igangsættes en prof undersøgelse der kan afklare problemerne? Jesus Crist.

Det her er et mareridt. Så ondt har vi af os selv:

Der er for 102 kr. bland selv slik.

Godt man har hinanden.

(Satans, jeg er hoppet med på den der "godt noget" bølge - ligemeget hvor skod det er, jeg har sgu mistet en del af mig selv i alt det her. Det er stensikkert.)

Endelig hjemme igen

2010-09-13T09:07:00.001+02:00

Efter 2 måneder i kolonihaven er vi igen tilbage på Nørrebro. Den næste tid vil vise om her er svampe-clean. Vi har ingen plan B. Vi krydser alt!

Det store forsvar

2010-08-26T13:27:00.002+02:00

Det har været nogle opslidende måneder. Men midt i det hele fik jeg afleveret min bachelor-opgave. Ved ikke lige hvordan jeg fik den kogt sammen, midt i skimmelsvamp og astma-nætter.
Jeg er ret så spændt på hvor meget de giver mig for den imorgen, når jeg forsvarer klokken 9. For den er skrevet på den vildeste omgang grødhjerne... Interresant eksperiment...

Lyden er lilla

2010-08-25T09:15:00.004+02:00

Forældre syntes altid at alting deres børn siger er så sødt, finurligt, klogt og skægt. Så skægt at det må udgives på bloggen og facebook... Så trykker vi andre "syntes godt om", og det er et tryk der lige booster den der grundlæggende følelse af at være verdens heldigste mor, med verdens lækreste unge...

Raja mener lyden er lilla. Bare fordi den er det. Hun siger det mange gange. Til mange... Men hvorfor; lyden er lilla...

Først igår forklarede hun hvorfor. Den "bild a bear" hun fik sidste mandag - fordi hun stoppede med at bruge sut (og fik taget den lede priktest) - den siger "Raja bruger ikke sut mere". Den dims inde i den der siger det. Den hun selv optog "Raja bruger ikke sut mere" på. Den er lilla. Så det er jo klart - lyden er lilla.

Jeg elsker hendes umiddelbarhed. Hendes konkrethed. Og hendes så logiske tilgang til verden sin. Håber hun får lov at beholde det længe endnu...

Hey - er I der? Syns i ik bar mega godt om ;O)

En udmattende sommer

2010-08-19T13:32:00.002+02:00

Satans da os'

2010-07-21T20:11:00.003+02:00

Okay, hvad er det værste der kunne ske nu hvor vi er flyttet fra svampebo - og har købt en lejlighed?!

Sidste mandag flyttede vi. I 30 graders varme fra 3. sal og tre gader hen og op på til 4. sal. Vi har verdens stærkeste og modigste venner og familie!
Det er på mange planer hårdt at flytte. Jeg syntes ihvertfald det er hårdt. At sige farvel til et sted og goddag til et andet.
Vi glædede os helt vildt. Vores nye lejlighed var blevet så lækker. Og det var VORES (og måske lidt bankens).

Første nat i lejligheden hostede Raja helt vildt. Hun havde astmatisk vejrtrækning og vi sad oppe med hende i timer og gav hende hendes anfalds-spacer. Da det ikke havde hjulpet indenfor et par timer blev jeg ret utryg og ringede til vagtlægen. Det blev bedre idet han kom, og hun sov.
Næste dag var hun i børnehave, og da hun kom hjem i den nye lejlighed begyndte hosten og den astmatiske vejrtrækning igen.
Hva gør en klog mor og far så? Dagen efter gik vi på opdagelse. Vi er jo efterhånden trænet i det med at lede efter skimmel - og rigtigt nok - bag tapetet i 3 ud af 4 værelser, samt køkkenet er der smækfyldt med skimmelsvamp! Det er fandme til at tude over (og tro mig det har jeg gjort).
Vi pakkede vores sager og fes op i kolonihaven, hvor vi bor nu.
Raja har en gang været i lejligheden efter der er blevet revet tapet af. Der fik hun astmaanfald det øjeblik hun trådte ind af døren. Vi har produceret en sprællevende skimmeltest! Og det er ikke rart for hende (eller os).

Der skal nok komme has på svampen. Det er som følge af dårligt indeklima og isolering og for lidt opvarmning i lejligheden. (og til alle der læser dette; det er ikke for sjov man siger luft ud 3-5 gange om dagen og husk at tænde for varmen om vinteren - også i soveværelset)...
Men halvdelen af køkkenet skal rives ned for at kunne komme til på væggen der er inficeret, vi skal have fjernet radiatorer, tapet, træværk. Et svampefirma kommer så og afrenser. Herefter skal vi isolere, pudse op, male... Og først herefter pakke de 120 flyttekasser ud.
(Så i slutspurten på min bacheloropgave smuldre!? Og den Linetid jeg havde lovet mig selv i løbet af sommeren!?)
Og det er en vanvittig pebret sommeraktivitet, sån noget skimmelsanering.

Det er faktisk ret så dejligt at bo her i kolonihaven. Og når det nu skulle være (selvom jeg hader det der med "så var det jo godt at...") så er det jo fedt vi har denne plet.
Men omkuld er jeg slået. Eller er vi slået. Jeg skal lige samle kræfterne igen. Derfor bliver det nok også til en pause herfra bloggen. Jeg er træt af at være den evigt trælse historie. Og det ved jeg godt jeg ikke altid er. Der er så meget dejligt i mit liv. Jeg har bare ikke så meget at dokumentere lige nu, som gør mig glad at se på skrift (okay det lyder meget dystert, det er bare ret så svært at forklare!)...

Men altså... Vi ses på den anden side. Yeahr.

Satans da os'.

Sibille 1 år (og et par dage)

2010-07-15T08:42:00.001+02:00

Jeg er stadig træt

2010-07-09T19:46:00.002+02:00

Det er virkelig omstændigt at flytte, når man har huset fuld af unger. Og flytter til sin egen lejlighed, hvor man lissom selv skal skrue på det hele.
Og jeg er ualmindelig mør og sprød... Og jeg glæder mig til det hele er overstået.
Idag ser jeg lidt lysere på det, men jeg har godt nok været nede i kulkældren over projektet der kræver de kræfter vi ikke har. Jeg mærker meget tydeligt hvordag det sidste 1½ år har slidt på mig.
Jeg skal have gjort noget alvorligt ud af det der med Line-oaser når alt det her er overstået - hvis altså ikke vi så bare står overfor nye udfordringer der kræver os.

Tempoet er svært at vænne sig til... Jeg vænner mig garanteret først til det når det er ved at være overstået... AHA! Det er DERFOR bedsteforældre har så forbandet meget energi!

Træt

2010-06-26T21:37:00.002+02:00

Jeg er simpelthen træt som et alderdomshjem i øjeblikket. Det er somom at depoterne er sluppet op, og jeg bare ikke orker det der natteroderi i øjeblikket. Der er natte-astma, babytænder, ammebaby, 3 årig med mareridt og en snorkende mand. Ved ikke lige hvad jeg skal starte med at gøre noget ved, eller om det lissom er op til alle de andre der ligger i min seng at... komme til nattefornuft - Suk!
Jeg skal have mig noget mere søvn. Ellers blir jeg bims. Og en bitterfisse. Og en endnu surere mor og kæreste end jeg er nu, hvor jeg er... træt!
Det er simpelthen det der fylder det hele for mig idag. Halleluja, hvor denne blog dog gir mening...

Godnat...

India 4 år

2010-06-25T11:51:00.004+02:00

Igår ville India være blevet 4 år. Hun blev 4 år igår. Hun har været død i 4 år. Jeg har været hendes mor i 4 år. Hun har været her & ikke været her i 4 år. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men hendes 4 års fødselsdag var det, det ved jeg, og det mærkede jeg.

Det var en hyggelig dag. Det var Indias dag på en lidt anden måde end tidligere. For det var også Rajas Indiadag. Hun er nemlig stor nok til at forstå en smule nu, og derfor bliver vi nødt til at indtænke hende i det hele. Planen var tivoli, Thors ryg udelukkede det temmelig meget.

Istedet var vi hjemme og en masse på kirkegården. Og jeg et smut i skin & bone med en veninde, der var rigtig god til at holde i hånd... Min lille stjernesol.

Jeg har tænkt det godt igennem. Og overvejet det nøje i 4 år. Min stjernesol...

(Og jeg har også overvejet om det var sån lidt cutting-agtigt at blive stukket i på Indias fødselsdag, det er det ik ;)

Vi startede dagen med at pynte op hos India. Og jeg blev ret så rørt da Raja Lys sad og satte flag og hjerter, mens hun sang "jeg har en flyvemaskine" - en sang vi sang hver aften for India. "En dag når solen skinner, så flyver du og jeg"...

Om aftenen spiste vi hos hende med dejlige venner. Og vi blev så glade i låget af alle de glade børnegrin og al den ballade der blev lavet hos India. Hold kæft hvor er jeg taknemmelig for at vi har så mange at dele India med. Ikke at fortælle til om India. Men at dele hende med. Og at Raja Lys har små venner og veninder der "kender" hendes døde storesøster, gør jo at det hele bliver hevet ned på jorden på en helt fantastisk måde!

Vi tændte stjernekastere og råbte hurra så højt at India kunne høre det. Men ungerne syntes det var for mærkeligt at synge fødselsdagssang når India er død... Det har de sgu da ret i! Der var lys, flag, liv og kærlighed ovenpå den lille døde fødselsdagspige. Vi sluttede af med is (i maverne og på stenen der idag er godt snasket).

Det var lige som det skulle være! Nemlig lige som kunne have forestillet sit at India ville have været med til, hvis hun altså ikke var så stendød.

Der var også plads til tårer. Men mange af dem var der ikke. Og hvor jeg de sidste år på Indias fødselsdag og dagene op til og efter, har savnet tårene. Rummet til tårene. Og følelsen af savn, sorg og hendes nærhed. Så var det i år anderledes. Dagen var som den var. Og jeg savner ikke savnet. Det er ikke længere væk end jeg kan genkalde det. Jeg bestemmer næsten selv hvornår - og den kontrol passer mig meget meget fint. Kun sjældent overmander tristheden mig. Så slår det måske også det hårdere.

Jeg ved at min kærlighed til India ikke kan gøres op i tårer eller besøg på kirkegården. Måske i kraft af mit moderskab overfor Sibille og Raja Lys er jeg blevet klogere og mere pragmatisk.

Jeg ved hun er hvor skal være, når nu hun ikke kan være i mine arme...

Jeg er klar

2010-06-21T15:44:00.003+02:00

Til imorgen. Der er det et år siden jeg fødte Sibille, og 30 år siden min mor fødte mig.

Jeg har virkelig været træt af min fødselsdag siden India døde. Og måske egentlig også før det. Den ligger bare rigtigt dårligt, midt mellem eksamenshelvede og sommerferien (og jeg har nok været til mindst 5 eksamner på min fødselsdag i tidernes løb).

Jeg var syg den dag for 4 år siden. To dage før India blev født. Og selvom det at jeg havde halsbetændelse ikke blev kædet sammen med hendes død, så har det bare været en scene i filmen, der kører hvert år. Faktisk tror jeg at bundpunktet af Indias historie starter på min fødselsdag. Med at jeg vågnede, var syg, mærkede hende lidt mindre, havde tante skod med til lægen fordi Thor var til eksamen, var ked ked ked. Havde småveer/kraftige plukkeveer. Hørte Indias hjerte banke, men var ked ked ked...

Dagen efter, stadig ked, sankt hans aften og duften af bål, jordmoder Charlotte der prøvede at trøste, hjertelyd, kraftige spark. For livet, og for døden. Slut prut helt stille. Død var hun og det var den 24. Mens jeg havde veer. Det er svært at skille tingene ad, hvad der skete de dage før og dagene efter.

Indtil nu. For nu er der pludselig en Sibille, der kravler omkring vores ben og er sprællevende. Og det gør fandme min fødselsdag til verdens dejligste. For det er også hendes. Og imorgen blir hun 1 år. Og det er noget helt særligt.

Og jeg har fået købt (en masse) gaver. Og vi holder ferie i kolonihaven. Og jeg syns bare det er mega fedt (som Raja ville have sagt det) at have fødselsdag sammen med sin datter!

Imorgen blir Sibille 1 år og jeg bliver 30 år. Og festen er aflyst for Thor har hold i ryggen. Men jeg blir stadig 30 og Sibille 1 år. 1 år, det er jo for vildt. Sådan her så vi ud den dag hun blev født og jeg fik hende i verdens bedste fødselsdagsgave:

Jeg har brug for jeres hjælp

2010-06-18T11:12:00.002+02:00

Jeg er ramt af rigtig dårlig samvittighed!

Sibille bliver fantastiske 1 år på tirsdag... Og dengang Raja var 5 dage fra 1 år, havde jeg alt på plads til den fineste fest - og de fineste gaver.
Jeg har INTET klar til Sibille. Jeg aner ikke engang hvad hun skal have i gave. Hun har alt fra Raja. Vi har legetøj overalt. Men man kan da ikke blive 1 år uden at få en eneste gave af sin mor, far og storesøster!?

Hjælp mig... Jeg sidder her i min egen bachelor-stressede verden, og mangler simpelthen et par links der kan lette min samvittighed... Så jeg kan få det ekspederet herfra pinden, og ikke behøver at bevæge mig ud i den der virkelige verden!

Hvad giver man lillebitten Sibille. Der har alt. Og mere til!

Bar det blir os...

2010-06-12T14:45:00.002+02:00

... der vinder en halv times fotosession fra hende her...
Så skal vi have taget familieportræt på den røde bænk. På Indias fødselsdag. Inden vi tager i tivoli, men efter jeg har fået lavet min tatoo!

"Hej d'Line, Indias mor"

2010-06-08T22:01:00.002+02:00

Sådan kommer jeg ikke til at ringe ned i børnehaven og sige. Ned i vuggestuen, til lægen. Håndboldtræneren. Eller i ungdomsklubben.
Men forleden fik jeg lov at ringe op og sige sån. Til Indias gartner, på Assistens Kirkegård. Hun havde nemmerli' lagt en seddel under den røde bænk med besked om at jeg skulle ringe. Jeg ringede til hende. Og hun ville fortælle mig at hun havde fundet en Malva. På en planteskole et sted. Hvor hun var forbi med sin søster en dag hun havde fri. Og hun vidste jeg havde prøvet at skaffe en Malva til min India, fordi den er så fin, så elegant og så sart og skrøbelig. Og alligevel smuk og lækker og stor. Og emmer lidt af Indien.
Jeg har ikke kunnet opdrive den nogle steder. Det kunne hun. Og hun havde købt en til India. Og jeg tænker bare, shit mand hvor er hun bare en pisse go' gartner, med alle de der fintfølende fornemmelser der er en gave når man arbejder på en kirkegård... Hende ligger jeg sgu gerne dødt barns plet til!

Og hvor var det fedt at få lov at sige; "Hej d'Line, Indias mor"!
Og hvor er jeg glad for at mit Indiabarn får sin Malva. Så tæt på hendes 4års fødseldag. (En malva for en løbecykel)

Sibille i Nyhavn

2010-05-30T10:13:00.003+02:00

Med mosterDorthe...

Forventningerne var store...

2010-05-26T11:40:00.006+02:00

... dengang vi flyttede vores ting og sager og børn ned i kasser og op i lejligheden over gården, og op på 3. sal. Vi troede at her skulle vi bo her i mange, mange, mange år. 2½ år bliver det til.
Her er ikke svampeclean. Faktisk lugter der så grimt i det lille værelse at det er lukket helt til og bliver ikke brugt mere.
Jeg tror ikke på at vi kan få sat gang i de fornødne undersøgelser og afrensninger uden en kamp der kommer til at trække endnu mere tænder og bitterhed ud af os. Og vores børns helbred skal ikke ligge i hænderne på en skør bolighaj. Og jeg tror aldrig vi får den nødvendige ro her i denne lejlighed. Det var muligvis en fejl at flytte tilbage i første omgang. Men sådan er vi jo; vi er som regel positive(grænsende til det naive) indtil det modsatte er bevist... Det er det så nu. Og afsted med os! I en vældig fart...

Vi er ved at købe en lejlighed 3 gader væk. Lidt mindre. Uden bad. Højt opppe. Men lige i øjet til os. Der kan vi godt se vores familie vokse op. Vi bliver ikke flere levende, og den har den perfekte størrelse, form og fordeling. Og så trak det lidt tænder ud at få et lån når man sån er studerende og der har været en eller anden krise der ikke har berørt os før nu, med SU og lejebolig.
Vi glæder os, mens vi siger farvel til denne lejlighed. Det er sgu her vi blev en lille rigtig familie. Det er sgu her vi vandt livet lidt mere tilbage. Og det er sgu et svært farvel... På den anden side hader jeg det den her lejlighed har gjort ved vores børn. Føj da. Og jeg glæder mig som et lille barn til at indtage Kronborggade. Det er stadig tæt på India. Tæt på Coffee Kollektive, tæt på mange af vores dejlige venner. Og midt her hvor vi har slået vores rødder - og jeg kan sige med stor sikkerhed; for good!

Forventningerne var også store til børnehaven. Måske for store. For der var vist ikke nogen børnehave der kunne leve op til de forventninger Raja havde til det at starte i børnehave. Det går nu godt. Men det har været en hård start for alle. Selvfølgelig mest for Raja. Hun savner trygheden hos sin skønne dagpleje, men nyder udfordringerne i haven fuld af børn. "Lille store Raja Lys" er helt rigtigt...

Sibille skulle have været hjemme til hun var omkring 1½ (der er sådan set heller ikke nogen vuggestuepladser at få før alligevel). Sammen med Thor og måske et barn mere. Så ville Thor være blevet privat dagplejefar. En skøn måde at sende hende ud i verden på tænker vi. Men da vi skulle skrive et opslag for at efterlyse en legekammerat til Sibille i dagplejebiksen, faldt vi over et andet opslag, hvor en mor ville passe sit eget barn og et til hjemme. Fra september og indtil de skal i børnehave. 25 timer om ugen (hvilket egentlig passer os fint) ... Vi var til samtale i fredags og selvfølgelig valgte hun Sibille - kan man andet!?...

Så er der mig. Jeg skriver opgave. Mens Thor er på barsel. Og jeg arbejder lidt, og forbereder næste år, hvor jeg både skal studere og arbejde rigtig meget. Og pludselig blir jeg færdig og er skolefrøken...

Fra september sætter hverdagen for alvor igang. Den, altså hverdagen, har vi ikke set meget til de sidste mange år. Vores liv har vist været enten i untagelsestilstand eller på sommerferie.
Det bliver mærkeligt ikke bare at være sammen og tage tingene som de kommer, læse når børnene sover og arbejde når det passer ind i dagsformen.
Men jeg tror sgu vi er klar til hverdagen. Tror faktisk at ustrukturerede familien Svendsen får godt af lidt struktur... (man får pludselig lyst til at hoste voksen)
Ud kommer vi alle, og vender hjem med oplevelser hver især. Det bliver spændende... Indtil da nyder vi solen, kolonihaven, isene og en tid til hinanden der nok aldrig kommer igen på samme måde...

Det var lidt update fra en stille blog... Fordi jeg har holdt vejret mens låneansøgningen var afsted og tingene skulle falde i hak.

Tasken er pakket

2010-05-16T20:46:00.002+02:00

Og imorgen drager Raja Lys afsted i børnehave. 3 år, forbandet dejlig. Stor. Og med mod på livet og udfordringerne i en have fuldt af børn.

Hendes 3års fødselsdag gik forrygende. Hun havde helt styr på rollen som forkælet og centrumsk førdselsdagsbarn. Jeg var pavestolt og bundlykkelig.
Jeg føler mig mere og mere som tilskuer til hendes liv. På den fede måde altså. Hun er mere og mere hendes egen, og det skaber en helt helt ny dynamik mellem hende og hendes medmennesker. Det er simpelthen så fedt at være vidne til. Og med til. Så fedt!

Jeg syntes Raja og jeg har fundet nye måder at være mor og datter på, de sidste par måneder. Alt blev sgu lige rystet i grundvolden da Sibille kom skrigende til verden. Det var sgu en brutal og rå måde vores lille symbiose blev brudt på.
Men der er ved at falde en ny og tiltrængt ro over os allefire. Sammen på forskellige leder og kanter, og det begynder at gå i vatter igen. Fedt mand...
Jeg har rejst mig op i mit morskab til Raja. Sådan helt bogstavligt. Der er ikke så meget bøjen ned. Jeg går ret meget oprejst sammen med hende. Jeg elsker virkelig at være mor til en 3årig. Det er en fed alder. Fedt mand...
Hun er fantasifuld. Fuld af ord. Stædig. Snaksagelig og alt muligt andet. Og så tager hun nogle skrigeture der får Husumgade til at ryste...

Nå, men hun blev 3 år. Imorgen tager hun bussen til Jersie. God tur lille store Raja Lys...

I morgen græder himlen

2010-05-14T21:01:00.003+02:00

Det burde have været idag. I dag er det nemlig et år siden at Thilde døde.

Jeg har utallige halve indlæg om hende. Mine tanker om hendes død. Mit savn. Og min totale forvirring over at bearbejde min sorg over hendes død. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man kommer sig over en venindes død. Det er faktisk en meget ensom sorg... For den er for stor til at glemme og for fjern til at dyrke...
Thilde er død, kan jeg sige, men ikke forstå.

På mandag besøger jeg hendes plet for første gang. Der har simpelthen været for meget til at lukke det hele ind. Jeg har på fornemmelsen at jeg tager hul på en sorgbearbejdelse nu, et år forsinket. Fordi dette år har været. For vildt.

Sådan møder Sibille Thilde. Gid det istedet havde været sådan her:

Jeg savner hende. Mangler hende. Savner hende. Ser hende overalt. Mangler hende...

MORS DAG

2010-05-08T12:22:00.004+02:00

Jeg ved godt hvad jeg ønsker mig...

For 3 år siden...

2010-04-29T11:47:00.005+02:00

... var det dagen før dagen. Hvor lyset så lyset for første gang. Og jeg anede det derude i fremtiden...

Jeg er helt vemodig idag. Over hvad ved jeg ikke. Jeg går rundt om mig selv. Og jeg forstår hvorfor fødselsdage er så vigtige for en mor. Fordi dagen hun kom var min allerstørste (af tre)...

Det føles somom hun altid har været her. Kan næsten ikke genkalde før. Det må jo være fordi hun er havnet det helt rigtige sted. Jeg tænker stadig ofte, hvor vanvittig heldig jeg er at det lige netop var hende der blev min...

Tillykke med din fødselsdag imorgen Raja Lys. Så lille og fin du var, så stor og fin du er...